Brutus den Yngre
Af Giacomo Leopardi. Oversat fra Italiensk
Af Giacomo Leopardi. Oversat fra Italiensk
Da først Italiens Kraft laa dybt nedstyrtet
— end vældig som Ruin —
i Thraciens Støv, da turde Skjæbnen vove
imod Hesperiens Vang og Tibrens Bred
at sende ud fra Nordens nøgne Skove,
hvor Bjørnestjernen bleg paa Sneen skinner,
Barbarers Rytterflokke
og lade Romas høit berømte Mure
for Gothersværdet synke.
Da var det Brutus sad paa enlig Tue
i mørke Nat, besprængt med Broderblodet,
paa Død beredt, mens paa de grumme Guder
og Hades høit han skjælder,
og vildt fra trodsig Tunge
i døve Luft de tomme Trusler runge:
O Dyd! du tomme Ord, som er opfundet
i hule Skyer, i Ørkner,
hvor travle Skygger myldre! Anger vorder
din Dyrkers Løn! I kolde Marmorguder!
hvad enten dyht i Flegethon I huse,
hvad eller over Skyen — grusomt lege
I med den arme Slægt,
af hvem I fordre Templer, hvem I haane
med svigefulde Love.
Det altsaa Jordens Fromhed er, som vækker
i Himlen Had, og altsaa throner du,
o Zeus! som Værn for Onde. Naar fra Skyen
din Straale knittrer, og din Torden ruller,
med dine hellige Flammer
de Fromme og Retfærdige du rammer!
En jernhaard, ubønhørlig Skjæbne tynger
paa Dødens usle Slaver.
Den sløve Hob, som ei kan flygte bort
fra Aagets Tryk, sig trøster med: det er
nødvendigt dog! Er Ondet mindre haardt,
som ei kan ændres? Føle vi ei Smerte,
skjøndt Haahet er os røvet?
En Krig paa Liv og Død den Kjække fører
med dig, du onde Skjæbne!
han har ei lært at flye; men naar din Haand
ham rammer og med Kjæmpetag ham ryster,
med Haan du over Helten triumpherer.
Men mod hans ædle Hjerte
det skarpe Staal alt iler,
og længselsfuld mod Dødens Mulm han smiler.
Dog, Guder afskye den, som voldsomt bryder
i Hades ind — den Kjækhed
ei fattes af de bløde Gudehjerter.
Vi veed jo, Himlen kaaret har vor Liden,
vor hittre Vanfred, vore dybe Smerter
til Skuespil for sig imag at more.
En Tid Naturen hersked
i gyldne Alder uden Skyld og Sorg
som Skovens Huldgudinde, Livets Dronning,
men Ondskab styrted hendes ædle Throne,
og strax det golde Liv fik andre Love.
Naar nu en mandig Sjæl
vil flye de onde Dage,
kan da Naturen vel hans Sværd anklage?
Uvidende om Kval og Skyld og Brøde,
de vilde Dyr i Skoven
mod sildig Alder uformærket glide,
men om de ogsaa ville knuse Panden
mod haarde Træbul eller Fjeldets Side
og lade Vinden sprede deres Lemmer,
naar Vanheld dem betvang,
ei nogen lønlig Lov dem skulde rokke,
ei feige Overlæg
dem skræmme fra at lyde Smertens Attraa;
men I, Prometlieus’ Børn! hvor under Himlen
I Lyset end har skuet — overalt
er Livet Jer til Lede;
og naar saa Døden tøver,
Selv Zeus til Karons Strøm Jer Adgang røver.
Stig, hiege Maane, op af Havets Skjød,
som nys har slugt vort Blod!
See paa hin Slette, som Ausoniens Hæder
saa fjendtlig var! Lys i den vilde Nat!
Den Seirende paa Brødres Nakke træder;
Syv Høie skjælve, og det gamle Bomas
skyhøie Tinder styrte.
Hvi er du nu saa rolig? Du jo saae
Lavinias Afkom fødes,
dets glade Haab om eviggrønne Laurbær,
og, lige taus, du samme Glands vil gyde
henover Alperne, naar Romas Navn
af Trældom er besudlet,
og naar dets øde Sted
høit drøner af Barbarers tunge Fjed.
O, see det vilde Dyr paa nøgne Fjelde,
den Fugl paa grønne Grene,
ei deres Dvaleliv kan mærke Sorgen,
— lad Verdner falde, og lad Skjæbner vexle —
de mærke Intet. See, i tidlig Morgen,
naar Solens første Lys paa Hytten spiller,
den travle Landmand vækker
den tause Dal med Morgensangens Toner
og driver ud til Græsning
sin lille Faarehjord paa Bjergets Aase,
men vi — den stolte Slægt — er Skjæbnens Udskud!
Ei Kampestenens Blok, ei Bjergets dybe
og ekkosvangre Huler
ynkes ved Jordens Sukke,
ei Jordens Graad kan Stjernens Glands udslukke.
Olympens og Kokytos’ døve Drotter!
du onde Jord, du Nat!
ei i min Dødsstund knæler jeg for Eder,
ei for det sidste Glimt i Dødens Mulm,
det store Fremtidsry; og ei jeg beder
den dumme Hob min nøgne Grav at hædre
med Hylen og med Offre.
Tilbage Tiden gaaer, og daarligt kan man
til Fremtids Dværgeyngel
de store Sjæles Ære overlade
og de Ulykkeliges sidste Hævn.
Lad nu den sorte Eovfugl mig omkredse,
lad Ulvetand og Regnskyl
mit glemte Lig fortære,
lad Stormen bort mit Navn, mit Minde bære!