Saa see dig dog ud!
længst Solgudens Skud
har kløvet i Vandenes Pantser et Brud.
Nei see dog — inat
den Krokus har sat
helt freidig paa Ho’det sin guldgule Hat.
Fra Stuen dig riv!
af Dødskulden stiv
er Sneen selv vaagnet til Glæde og Liv,
som brusende Vand
den farer paastand
med skummende Trods over Stene og Sand.
De Skyer i Flugt
paa Himlen saa smukt
sig tumle i mangefold Slyngning og Bugt;
af Fugtighed fuld
er Agerens Muld,
alt grønnes af Spirer et lovende Kuld.
Og Blæsten er ret
saa frisk og saa let,
den tørrer dit Øje, hvis nys du har grædt;
den aander i Blod
dig Ungdom og Mod,
snart myldre Smaablomster saa tæt for din Fod.
Med Latter og Sang
du henover Vang
skal styre din Vandring i dandsende Gang,
hør Lærkernes Slag
i solmilde Dag
om Vaaren, der jublende svinger sit Flag.
Blaa Himmel og Sol!
Aurikel, Viol!
al Livet, der pranger i nyvævet Kjol!
ud skynd dig og nyd
al Ungdommens Fryd,
at gruble og sørge er slet ingen Dyd.