Hvor Horizonten gløder i det Fjerne,
hvor Dagens Drot i Purpurkaaben døer,
og hen, hvor jeg kan see den blege Stjerne
indvævet dybt i Mælkeveiens Slør —
did lokkes jeg og drages.
Mod Vandets Bund, hvis hvide Kiselstene
langt under Søens Flade skimtes kun,
mod Skovens Tykning, hvor de tætte Grene
udflyde i den sorte Dæmringsgrund,
did lokkes jeg og drages.
Mod Aandens Dyb, hvorhen ei Tanken rækker,
hvor Sjælen, skjøndt med Gysen, higer ned,
hvor Anelsen Allivets Grund henlægger,
hvor Haabet drømmer, der er evig Fred —
did lokkes jeg og drages.