Der holdtes Gilde udi Soer
og det af Herrer lærde —
da styred Danmarks Riges Roer
Kong Kristian den Fjerde,
en Herre, gjæv til Daad og Drik
og med Forstand i Panden —
de Lærde fulgte Kongens Skik
saavelsom Herremanden.
Ved Gildet man paa stivt Latin
de Ord og Tanker spidded,
imens den søde spanske Vin
forfrisked yppigt Viddet.
Citerte bleve mangen Gang
Folianter, tykke Kvarter —
paa hvide Pibekraver hang
de stærke Knebelsbarter.
Blandt dem, der talte bedst Latin
og ivrigst førte Ordet,
var Hr. Jens Dinesen Jersin,
der midterst sad for Bordet.
En kraftig Mand med Pande bred,
der kjække Tanker bused;
flot sad hans Fløilskalot paa Sned
paa Haaret blondt og kruset.
Og han slog op med hviden Haand:
„Det siger jeg forsande,
det er kun Pust af Herrens Aand,
der rører Livets Vande,
men og jeg veed, at Aanden kun
faaer Røst i klare Tanker,
og ei i skumle Midnatsstund
som Spøgelse den vanker.
Den har jo Hjem i Lysets Land,
og Lyset er dens Styrke,
hvi flagre da som Lygtemand
paa Gravene i Mørke?
Nei, vil os Aanden mande op,
den taler til Forstanden
og bruger ingen Dødningkrop
og endnu mindre Fanden.
Igjennem Tiden har den viist
sin høie Guddomsvirken,
og derfor skal den vorde prist
ved Bægret som i Kirken,
derfor dens Lovsang ren og pur
i Bølgens Orgel runger,
den hele deilige Natur
en Lovsang til den sjunger.”
De lærde Folk forstummed brat,
forargede ved Talen,
en Herre med en Doktorhat
mod Bordet hug Pokalen:
„Stop, Hr. Professor! Hæresi,
et sine mente sana;
slig Kjættersnak fordømmes i
Confessio Augustana!
Jeg veed just ei, til hvilken Sekt
jeg rigtigst Jer skal regne,
men det jeg veed, I talte frækt
som en af Satans Egne.
Jeg har nu drukket alt saa tæt,
at Jer subtile Tale
jeg mulig ei har fattet ret
fra Hoved indtil Hale.
Dog det jeg kunde grandt forstaae:
Gjengangere — I nægter
kan frem af Gravens Hule gaae
og skræmme Støvets Slægter;
men Kristus, veed jeg, af Sankt Paul
er seet i Skyens Gløden,
og Endors Hex jo har for Saul
vakt Samuel af Døden.
Hvor tør I tage Kristennavn,
naar Sligt I bær’ tilskue?
Godt var det, at i Kjøbenhavn
I ei blev Præst ved Frue.
Hr. Jesper Brokmand handled ret,
han afslog, hvad I søgte;
slig Atheist kun dued slet
til Herrens Hjord at røgte.”
Hr. Jens fra Stol sig reiste brat,
i Kinderne foer Blodet.
„Hr. Doktor,” raabte han, „Jer Hat
er stor, men lidet Ho’det;
sært nok, at I bar promovert,
en Skolefux vil kunne
faae in absurdum reducert
Jer høist futile Grunde.”
Nu raabte man med Skraalen stor,
de Røster vildt sig blande;
man skjældte ud og drev mod Bord
med Vælde Krus og Kande.
Men Hr. Jersin sig fatted snart,
hans Øie sig formilded,
et Smil saa lystigt, lyst og klart
omkring hans Læber spilled.
Han mæled, mens han Bægret svang
„Vor Strid til Intet fører —
Nei lad mig kvæde Jer en Sang,
imens min Luth jeg rører.”
De fine, klingre Strænge lød
smukt til hans stærke Stemme —
han sang om Vin og Elskovs Glød,
da følte Hver sig hjemme.
Da stemmed i af fulde Bryst
Doktores og Magistre,
sig glatted, saa det var en Lyst
de Panderynker bistre.
Da naaet var Rusens Høidepunkt,
man Stok og Kappe søgte
og dingled hjem, med Ho’det tungt,
hver med sin lille Lygte.
Paa Himlen Maanen blank og pur
ret som et Festblus skinned;
langs med den røde Kirkemur
Hr. Jens gik, glad i Sindet.
Da pludselig han stille stod,
en dristig Plan han fanger,
han føler trodsigt Ungdomsmod
slaae op som vilden Ganger.
„Af Spøgelser, de mente, jeg
mig skulde lade skrække.
Ja, er de til, det lyster mig
ret nu dem op at vække.
Lad os dog see, om til et Gisp
de lade sig bevæge;
bag Altret for den gamle Bisp
jeg nu vil lystigt lege.”
Med Nøglen Kirkedøren brat
han aabner, saa det drøner.
Et Ekko i den tause Nat
i mørke Gange stønner.
De Fliser runged ved hans Trin,
alt som med Pande hævet
han længer skred i Kirken ind,
dog ei hans Hjerte bæved.
Paa Muren malte Skjolde sad,
i Dæmring han dem skued,
Korgittrets sorte Søilerad
alvorligt mod ham trued.
Ved Lygtens Skjær en Skyggedands
paa Gulv og Vægge gyste,
fra lange Vindver Maanens Glands
det dunkle Kor belyste.
Han gik bag Altret til den Sten
med Billed grovt udhugget,
der over Heltebispens Ben
den dybe Grav tillukked.
Paa Stenen Maanestraalen stærk
det stive Billed høined;
det var, som han i Messesærk
den gamle Biskop øined.
Hr. Jens sin Luth af Kappen drog,
til Trods end mere ægget.
Med Kraft hans Fingre Strængen slog
og skarpe Toner vækked —
en Melodi til lystig Dands
med Kvinder over Tillie,
med løste Lok, med Øiets Glands,
med Glød i Sands og Villie.
Fra Mur og Hvælving Ekkos Røst
saa dybt, alvorligt runged;
hver Tone, der sprang frem til Lyst,
i Alvor ind blev sjunget.
Det var som Orglets Piber sang,
ved Spotten vakt’ til Vrede,
og vælted over Lutbens Klang
de Tonebølger brede.
Det var, som klang hvert Vaabenskjold,
der stod paa Væggen malet,
det var, som Danmarks Helteold
med Aandestemmer taled.
Det gjøs Hr. Jens til Marv og Ben,
mens rasende han spilled;
og see — den gamle Billedsten
sig opreist mod ham stilled.
Bisp Absalon, saa rank og høi,
af hule Øine stirred —
langs henad Gulvet Luthen fløi,
saa bristende den klirred.
Hr. Jens stod selv som Stenen stiv,
og slukt var Blikkets Lue —
to Spøgelser, foruden Liv,
hinanden stivt beskue.
En Stemme lød, saa Dirren randt
igjennem hver en Nerve:
„Nu danske Mænd ved Drengetant
vil Heltery erhverve,
for døde Fædres trætte Ben
de Skjøgeviser kvæde,
paa gamle Kjæmpers Mindesten
nu kaade Pilte træde.
Hvor Fædres Fromhed har opbygt
et Hus for Bøn og Psalter,
at fromme Sjæle kunde trygt
faae Ly ved Naadens Alter,
vantreven Ympe, nys opskudt,
nu dandser mellem Grave —
vee Danmark dig — det Led er brudt,
som værned om din Have.”
Hr. Jens fornam saa tungt et Slag
som ramt af Bispestaven,
og ned med Bulder og med Brag
faldt Stenen over Graven.
Som alle Ben i ham led Brud,
han følte Kraften briste,
hvordan han kom af Kirken ud,
han ingensinde vidste.
Og ei han styrede sit Trin
ind under Kirkebue,
før han i Præstekjol skred ind
at præke i Vor Frue.
Da talte han om Straf og Bod,
om Sjælens dybe Kvide,
og bad om Ydmyghedens Mod
til Kampen ud at stride.
Og da i Ribe Bispegaard
tilsidst han ind var dragen,
lød end hans Røst fra Aar til Aar
om Bod og om Forsagen.
Mens Tider kom, og Tider svandt
det Ene kun han evned —
mon Alt han tabte, Alt han vandt
hin Nat ved Dødningstævnet?
Hans frie Ungdomsmod var brudt,
hans Sjæl var myg og skræmmet,
han følte sig af Gud forskudt,
i Verden som en Fremmed.
Det dunkle Mulm i Gravens Land
ham skikked stedse Syner,
da blev saa ræd den stærke Mand
som Hesten, naar det lyner.
Angst for at tabe Spor af Gud
i Verdens Færd den vilde,
han speided helst hans Veie ud
dybt i det Smaa og Stille.
Han stirred nær og stirred stift —
saa lavt hans Blikke lude —
og saae med Kædsel Djævlens Skrift
i Duggen paa en Rude.
Paa Visitats til Landsbysogn
engang den Biskop aged,
dybt skar i Sand den Bondevogn,
og tungt dens Axler knaged.
I dybe Tanker gjemt han sad,
med Et han skjalv og rysted,
det nytted ei med Graad han bad
om dog at vorde trøstet.
Hans Støttestav, hans Bibelbog
blev borte for hans Minde,
og ei det allermindste Sprog
ihu ham vilde rinde.
Høit Tvivlens Bølger om ham slaae
og kvæler Aandedrættet;
da beder han den Bonde graa
foran paa Agebrættet:
„O, hvis du veed et Bibelsted,
du maa mig strax det sige,
det er mig, som jeg stødtes ned
ret nu fra Naadens Rige.”
Med Studsen mæled Bonden brat
og sig mod Bispen vendte:
„Saa elskede Gud Verden, at
Det Ord fra Panden Skyen drev,
i Øiet blinked Glæde.
Men stedse dog hans Sjæl forblev
Anfægtelsernes Sæde.
Hvert Øieblik — han tyktes — gled
af Haand ham Støttestaven;
i Livet vandt han aldrig Fred,
han vandt den vel i Graven.