Olaf Poulsen
1896
1896
Jeg sidder i Stuen, er træt, er mat,
min Pegasus lider af Harespat,
saa gerne den vilde mig løfte fra Stol
og hædre dig ved en høj Kapriol.
Hyp, hyp, gamle Vallak! forsøg dog et Spring —
klikker det, gør det jo ingen Ting.
For Olaf han véd, at din Rytters Hjerte
brænder for ham som en gammeldags Kerte.
Ja Olaf, min Doktor for indeklemt Spleen,
du muntrer mig op som den lifligste Vin.
Naar Lunet var halvdødt, og Halsen var tør,
du gengav mig tit mit gamle Humør.
Du sprudler og knitrer — Champagnevin lig —
og sejrer mod Surmuleriet i Krig —
Geniets Ild fra dit øje straaler.
Du bryder dig ej om justerede Skaaler.
Du har et uovervindeligt Mod,
det skummer og bruser, dit Kuntnerblod,
Derfor en slapsvanset Kritiker bliver
forarget paa dig ...: „Han overdriver”.
Tag Fyren i Nakken! Leg Himmelspræt
med ham og den jordbundne Krybdyr-Æt!
Løft Snærpernes Skørter, spænd Ben for hver lumpen
Anstændigheds-Snob, saa han falder paa Rumpen.
Og bringer det Sved, saa søg du din Ro
hos Mille og Børn i Bredgadens Bo.
Sug ind saa stille de Dufte blide!
hæld Væde paa Hjemmets Roser, de hvide!