Med Fiskebensskørt, med Allongeparyk,
en tronende Muse sad.
Hun hyldedes pænt i latinske Kvad,
hvis Fødder stundom var lamme,
fik Røgelse nok, og Dampen var tyk.
Da var det en lille Professor kom frem
og blæste til Side den sure Em,
peged paa Musen og sagde med Klem:
„Ma foi — det er Maren Amme”.
Der klirrede Sporer af Narre mod Bro,
Kommandoen førtes paa Tysk.
Professoren satte den om paa Jysk.
Da lød den som Galmands Tale,
og alle Geledderne skoggerlo.
Saa trak han Folk til en landlig Egn,
og Latteren plasked som Tordenregn,
da han peged paa Bonde, Foged og Degn,
„Er ikke de Alvorsmænd gale?”
Han bygged et Hus, hvor den herligste Skæmt
med frifødte Tanker fik Røst.
Han skaffede Luft for det trange Bryst,
han reded Hjernernes Traade.
Ja bliver den gamle Holberg glemt,
faar Pedanteriet os lagt i Aag
med Else Davids’ snørklede Sprog,
blir Taarepersen en Folkebog,
ja — saa staar Landet i Vaade.
Vi er i hans Hus. Her skal holdes Fest,
hver Aften han smukt føres frem.
Han skal være Herre i eget Hjem,
og enhver, der møder i Huset som Gæst,
skal højt som Høvding ham hædre.
Iaften vi mindes den Kunstner, som klart
har tolket hans sindig-dristige Fart,
som aldrig har paa sin Ildhu spart,
som nys gik til sine Fædre.
Ja, Ludvig Phister har Holberg kendt,
hver Bøjning, hver Fold i hans Ord;
ved Holberg har Phister vokset sig stor,
i ham hans Geni sig samled.
I Folkets Sjæle han ind har brændt
Henrik, den Slyngel, og Arv, den Klods,
og Oldfuks, der, Filisteriet til Trods,
lystig kunde med Vielgeschrei slaas,
saa Møbler i Stuen ramled.
Hans Ansigt veksled som levende Vand,
hans Røst var Komikens Musik;
gennem hver en Tonart smidig den gik
gennem mange Sprogs Dialekter.
Dog var han som Mesteren altid sand,
og Gratiens Glanslys lagde han paa
Figuren, om end den var drukken og raa,
og derfor han altid som Mærke skal staa
for kommende Kunstnerslægter.
Den gamle Mester paa niti Aar.
blev ung ved Erindrings Lyn,
saa klart han skued hvert Ungdoms Syn
trods Oldingeøjnene dunkle,
og ikke før han blev lagt paa Baar
i Stuen, hvor han sad indelukt —
Geniets Flamme blev i ham slukt.
Fra Scenens Gulv gennem Tidernes Flugt
Phisters Minde skal funkle.