Julius Lange
1838–1896
1838–1896
Hvor hans Tanke dog var lys og blank!
Aldrig skrev han tomme Ord i Sandet,
mellem vore bedste Mænd i Landet
ragede han op saa bred og rank
Haanden, som os førte alle vegne
gennem Billedverdnens favre Egne,
endnu stærk saa brat i Døden sank.
Den har ledet os til Hellas’ Old,
da den lyse Kunst i Marmor præged
alt hvad Skønhedsfolket dybt bevæged.
Han har vist: Den Kunst er ikke „kold”.
Vi har fulgt ham gennem Kirker, Sale
hvor han lærte os, at aandfuld Tale
klinge kan i Klædebonnets Fold.
Kunstner-Mennesket han tro har søgt;
han gik ind og ud, som han var hjemme,
i de store Mestres Sjælegemme,
tolked Værkets Vækst med sindrig Kløgt,
lærte os, hvor Rafaels Himmelfruer,
Tizians Tone, der i Guldglans luer,
groede under Tidens ømme Røgt;
viste Buonarrottis Hænders Tag,
under hvilket Marmormassen bæved,
naar han Lydighed af Blokken kræved,
og til Straf for Trods hug den i Kvag,
Kæmpens Sejr, naar Stenen veg for Tvangen.
— Er det ikke, som vi hørte Klangen
af den stærke Mesters Mejselslag?
Vidt han for mod Syd, mod Øst og Vest;
til Velasquez’s Vinlag under Sangen,
Botticellis Dans paa Foraarsvangen,
mangen nederlandsk forsoren Fest.
Under runde Kupler, spidse Buer
mellem Marmorhvidt og- Farveluer
færdedes han som en myndig Gæst.
Den, som kendte ham, saa klart forstod,
at af Kunstens Druer Trøst han suged,
Livets Sorger haardt hans Hjerte knuged,
gnaved paa det til dets dybe Rod.
Naar han løfted kæk og stærk Pokalen
og med Vid og Lune førte Talen,
aned faa, hvor han i Hu var mod.
Naar han hos en Kunstner-Drengelil
skimtede et Glimt af Aandens Flamme,
hørte ægte, rene Længsler stamme
værned han derom saa god og mild.
Hundred Venner nu Farvel dig byde,
Aandens Ridder, uden Plet og Lyde,
klare Hoved, fuld af herlig Ild!