Holger Drachmann
9. Oktober 1896
9. Oktober 1896
I aner det ikke, I unge Mænd,
som nu har Livskraftens Mod,
hvad vi Gamle har lidt, da Folkets Blod
unyttigt i Sandet randt hen;
da Landet blødte af Ulivssaar,
da Friheden myg rakte Hals.
Den gamle Garde blev da til Fals
for Pran gren paa Herregaard. —
Ja, da var der Sangnød i Landet.
De Stores Røster var Svanesang,
og Skjaldenes Kor blev tyndt;
de Unge klipped den gamle Mønt,
og spinkelt mod Disk den klang.
Da braged igennem Evropa et Skrald,
der vakte Sjæle af Døs.
Og da løfted en lang, en krushaaret Knøs
sin Stemme med Krigslurens Gjald;
Og det tonede vidt over Landet.
Det var ej smeltende Sange han kvad
med Vibens og Finkens Røst:
De lød som Stormen fra Vesterhavs Kyst,
der hviner langs Klitternes Rad.
Et Folkeskrig fik bevinget Ord:
deres som gnaved det orede Brød,
til alle Landets Kanter det foer,
at nu forlangte de Mørbraden rød:
Der kendtes en Kraft, vi ej længe fornam
den kløvede Taagen kvalm.
Det var en Klang fra det lødigste Malm,
vi vaagned med Blu og Skam.
Den maned os ud, trods det grinende Slæng,
den sagde: Brug i Hornet jert Vejr.
og blæs, som I orker det, hver især
i Kor med den Digterdreng.
Det dønned i Aandernes Fylking.
II.
Hvor vokste du dig mægtig! Du svang din Tryllevaand
og løste bundne Tanker af Frygtens sejge Baand
til Liv i klangfuld Tone,
til Sving i Luftens Zone:
Det sprudlede som Kilder,
det bruste som Kaskaden,
snart lød der Fugletriller,
snart Oprørs Raab i Gaden.
Hvert Lysglimt over Voven,
hvert Fugleskrig i Skoven:
Alt vidste du at vække med Kvisten i din Haand.
Og hvad der laa os fjernest eller laa os ganske nær:
Skuden, der sig boltred mellem Skagens gule Skær,
Fiskerfolk i Jakken
med Sydvesten ned i Nakken;
Araber med Turbaner
og stenkulsorte øjne;
Bierfiedlere med Flaner,
forsorne og forfløjne,
og Elskovs sarte Drømme
i Sommernætter ømme,
det mestrer du, som Troldmanden mestrer Vind og Vejr.
Et Stykke af Landsknægten og den „farende Svend”
du saâ ej altid for dig, hvor Vinden drev dig hen:
Du kunde slingre, svaje
ad løjerlige Veje;
saa var det, at saa mange
af dine Venner sukked,
og for de vege Sange
deres øren de lukked.
Men atter frem du toned,
da Sølv din Isse kroned,
og Frihedssværdet klirrede som før ved din Lænd.
Saa længe vi kan skrive paa Dansk en Versebog,
saa længe vil man kende din Røst i vort Sprog;
saa længe unge Kvinder
i Lunden Kranse binder,
saa længe Havet ruller
sin Bølge ind mod Landet
med Sølverkrans paa Skulder,
saa længe Flyvesandet
fra hvide Miler blinker,
din Aand os til dig vinker,
den Aand, der ej for Sangen har kendt til Baand og Aag.
III.
Tidt har jeg hørt dig larme højt,
og Larmen mig fra dig stødte,
indtil jeg skønned, det var et Skrig
fra Hjertets Vunder, der blødte.
Saa sad en Gang vi ene to,
og aldrig skal jeg glemme,
hvor dybt jeg loddede den Kval,
som dirred i din Stemme.
... Det var en sort Novembernat
Hotellet laa i Slummer —
da talte vi som aldrig før
om Livets dybeste Kummer.
I Bølgebrud en saaret Sjæl
jeg saâ sig kvalfuld vride:
Jeg gamle „Bruder Lustig” græd,
jeg, som ej Graad kan lide.
O I, som skriver løst om Sligt,
hvor er I dumme, kolde!
I tror, vi stakkels Digterbørn
altid spiller en Rolle.
Ak — Sangens Gave købes maa
saa tidt med Hjerteblodet.
Syng ud min Ven, dit hele Liv!
det letter dog lidt paa Modet.
Vel var jeg længst din gode Ven,
alt fra du fløj fra Reden ...
men denne Nat jeg dig Haandslag gav
for Tiden og Evigheden.
Gid aldrig du maa blive myg!
Gid Sygdom ej dig knuge,
dit Lanseskaft med hvæsset Odd
vi alle i Kampen skal bruge.
Og gid den stærke Høstluft maa
din hede Pande svale!
Gid Skovens Guldbrokade-Pragt
maa myndigt til dig tale!
Thi du skal knejse mangen Kvæld,
som yngst iblandt de Unge,
og vise dem, du ejer end
flammende Ild paa din Tunge.