Holger Drachmann9. Oktober 1896I aner det ikke, I unge Mænd,som nu har Livskraftens Mod,hvad vi Gamle har lidt, da Folkets Blodunyttigt i Sandet randt hen;da Landet blødte af Ulivssaar,da Friheden myg rakte Hals.Den gamle Garde blev da til Falsfor Pran gren paa Herregaard. —Ja, da var der Sangnød i Landet.De Stores Røster var Svanesang,og Skjaldenes Kor blev tyndt;de Unge klipped den gamle Mønt,og spinkelt mod Disk den klang.Da braged igennem Evropa et Skrald,der vakte Sjæle af Døs.Og da løfted en lang, en krushaaret Knøssin Stemme med Krigslurens Gjald;Og det tonede vidt over Landet.Det var ej smeltende Sange han kvadmed Vibens og Finkens Røst:De lød som Stormen fra Vesterhavs Kyst,der hviner langs Klitternes Rad.Et Folkeskrig fik bevinget Ord:deres som gnaved det orede Brød,til alle Landets Kanter det foer,at nu forlangte de Mørbraden rød:„De engelske Socialisters”.1Der kendtes en Kraft, vi ej længe fornamden kløvede Taagen kvalm.Det var en Klang fra det lødigste Malm,vi vaagned med Blu og Skam.Den maned os ud, trods det grinende Slæng,den sagde: Brug i Hornet jert Vejr.og blæs, som I orker det, hver isæri Kor med den Digterdreng.Det dønned i Aandernes Fylking.II.Hvor vokste du dig mægtig! Du svang din Tryllevaandog løste bundne Tanker af Frygtens sejge Baand til Liv i klangfuld Tone, til Sving i Luftens Zone: Det sprudlede som Kilder, det bruste som Kaskaden, snart lød der Fugletriller, snart Oprørs Raab i Gaden. Hvert Lysglimt over Voven, hvert Fugleskrig i Skoven:Alt vidste du at vække med Kvisten i din Haand.Og hvad der laa os fjernest eller laa os ganske nær:Skuden, der sig boltred mellem Skagens gule Skær, Fiskerfolk i Jakken med Sydvesten ned i Nakken; Araber med Turbaner og stenkulsorte øjne; Bierfiedlere med Flaner, forsorne og forfløjne, og Elskovs sarte Drømme i Sommernætter ømme,det mestrer du, som Troldmanden mestrer Vind og Vejr.Et Stykke af Landsknægten og den „farende Svend”du saâ ej altid for dig, hvor Vinden drev dig hen: Du kunde slingre, svaje ad løjerlige Veje; saa var det, at saa mange af dine Venner sukked, og for de vege Sange deres øren de lukked. Men atter frem du toned, da Sølv din Isse kroned,og Frihedssværdet klirrede som før ved din Lænd.Saa længe vi kan skrive paa Dansk en Versebog,saa længe vil man kende din Røst i vort Sprog; saa længe unge Kvinder i Lunden Kranse binder, saa længe Havet ruller sin Bølge ind mod Landet med Sølverkrans paa Skulder, saa længe Flyvesandet fra hvide Miler blinker, din Aand os til dig vinker,den Aand, der ej for Sangen har kendt til Baand og Aag.III.Tidt har jeg hørt dig larme højt,og Larmen mig fra dig stødte,indtil jeg skønned, det var et Skrigfra Hjertets Vunder, der blødte.Saa sad en Gang vi ene to,og aldrig skal jeg glemme,hvor dybt jeg loddede den Kval,som dirred i din Stemme.... Det var en sort NovembernatHotellet laa i Slummer —da talte vi som aldrig førom Livets dybeste Kummer.I Bølgebrud en saaret Sjæljeg saâ sig kvalfuld vride:Jeg gamle „Bruder Lustig” græd,jeg, som ej Graad kan lide.O I, som skriver løst om Sligt,hvor er I dumme, kolde!I tror, vi stakkels Digterbørnaltid spiller en Rolle.Ak — Sangens Gave købes maasaa tidt med Hjerteblodet.Syng ud min Ven, dit hele Liv!det letter dog lidt paa Modet.Vel var jeg længst din gode Ven,alt fra du fløj fra Reden ...men denne Nat jeg dig Haandslag gavfor Tiden og Evigheden.Gid aldrig du maa blive myg!Gid Sygdom ej dig knuge,dit Lanseskaft med hvæsset Oddvi alle i Kampen skal bruge.Og gid den stærke Høstluft maadin hede Pande svale!Gid Skovens Guldbrokade-Pragtmaa myndigt til dig tale!Thi du skal knejse mangen Kvæld,som yngst iblandt de Unge,og vise dem, du ejer endflammende Ild paa din Tunge.