Chr. Richardt
1892
1892
Saa skær som Skovbundskroner
paa hvide Anemoner,
saa lifligt som et Lærkeslag
paa Vaarens unge, lyse Dag
din Sang imod os toner.
For Sproget var saa fin din Sans,
du pudsed hver Facet til Glans,
du nytted skønsom hver en Klang,
derfor saa lødig blev din Sang.
Hvor var det mig en Glæde
paa Gade og paa Stræde,
naar jeg dig mødte, naar vi nemt
fik Spøgens Tone sammen stemt
og kunde Dansen træde.
Dit øje fanged munter Glød,
din Latter lød saa lun, saa blød.
Den Dag jeg havde paa min Fart
dog stødt paa noget godt og rart.
Du Sanger — vemodsmilde,
med Lunets danske Snille —
hav tusind Tak for hver en Gang,
du stemte Sjælen op til Sang,
saa klar som Skovens Kilde!
Til Vaaren gemmer vi din Krans
med Farve skær i Duggens Glans;
vor Skovbunds Flora passer bedst
den fine, gode Digterpræst.