Tidt en Haartot rives kan
af det gamle Straatags Dække
paa det Hus mellem begge
store Haves glubske Vand;
og den blygraa Havgus-Taage,
som sig sniger ind fra Strand
dugger Ruden. Havens Laage
klaprer under Stormens Tag
i den sorte Vinterdag.
Men, naar Sommeren sig nærmer
og til Live Farver vækker,
naar de vilde Fugle trækker
over gamle Træers dop,
naar den nærmer og den fjermer
Havhest ej er slet saa viltre,
naar de Morgentaager kiltre
deres tynde Kjoler op,
da staar Haven klædt i broget
Tulipanflors Farveprang;
Kragen skriger: Hvad for Noget?
Stæren fløjter frem sin Sang,
Hunden ud i Sandet springer,
gør som Raaen Kaprioler,
Flaget ud paa Stang sig svinger,
Katten sig paa Tærsklen soler.
Dette Hus paa Skagens Gade,
Sommerhjem og Vinterly
for de To, hvis Navn og Ry
visner ej med Løvtrærs Blade,
— det er deres Værksted, hvor
den bornholmske Mikkel Ancher
foran Staffeliet staar.
Tidt han synker hen i Tanker,
purrer i de tynde Rester
af det før saa tykke Haar.
Penslen hviler. Mikkel fæster
hvast sit Blik paa Lærredsfladen,
stryger Haanden over Panden:
„Har jeg nu den Fyr fra Gaden?
Har jeg Fiskeren ved Stranden?
Har jeg dem paa Kornet truffet?
Eller har mit Syn mig skuffet?”
Mikkel er jo ingenlunde
af den Slags, som er fornøjet
med det Tynde og det Glatte.
Han vil paa de dybe Bunde
mane Livet op i øjet,
saa vi Andre kan det fatte.
Derfor tidt vi Manden saâ
sig for Verden ind at stænge,
gruble mørkt og granske længe,
før han Grebet kunde faa.
Han var aldrig Skønhedsmager,
bejlende til Hobens Gunst;
Livets skarpe Kanter tager
modig med han i sin Kunst:
Arbejdshaanden, Pandefuren
paa en vejrbidt Fiskermand,
tør og ordknap som Naturen
paa den nøgne Skagenstrand
Men har først han „Pynten klaret”,
fra hans Hjerte Jublen klinger.
Og han giver fuldt sig hen,
naar blandt Venner Glas han svinger.
At han er en trofast Ven,
det har jeg til Gavns erfaret.
Se saa paa hans Ungdoms Viv,
som i Kunsten er hans Søster,
og de mørke Timers Trøster,
Solen i hans Daad og Liv.
Paa Profilens stolte skarpe
Tegning ligner hun en Frue
der i Borgens Ridderstue
lytter til et Spil paa Harpe.
Men hun er saa glad og god,
mere from end nogen Due,
trods sin Kunstnerild i Blod.
Hendes Haand forstaar at male
Stilleliv hos jævne Folk,
hun faar tavse bragt til Tale,
er troskyldig Bravheds Tolk,
leder til at finde Kærnen
bag den ru og haarde Skal,
peger paa et Glimt af Stjernen
i et stakkels Livs Forfald.
Men I tør ej rose hende,
thi ved Roes hun gerne græder.
Véd I, hvad der hende glæder,
véd I, hvad den fine Kvinde
Anna Ancher rigtig skatter?
Just en rigtig djærv Fortælling ...
Hør paa hendes klingre Latter,
der fra Hjertet bringer Melding
om, at Anna fuldt er med?
Lev Jert Liv i Lys og Fred!
Gid det ligne Sommerdagen
i den lyse Tid paa Skagen!