Sophus Schandorph (1836–1901)

        Vær hilset, kære Digter,

        med Sommerdag i Sind,

        med Drømme dybt i øjet,

        med Smilehul paa Kind,

med Klang i Bryst som Kilden under Buske

        Tak for hver Gang jeg jubled

        befriet, glad og let,

        naar von Buddinge snubled

        i sine Løgnes Net!

Jeg elsked dig, saa længe jeg kan huske.

        Hav Tak for hvert dit Billed,

        livsaandende og tro,

        for Ane med sin Karklud,

        for Madsens Smedekno,

for Sangens Krans, du om det Hele slynger:

        Mens Grønholdt staar og skryder

        som Pressens Matador,

        bag hvide Taager lyder

        det betagende Kor

fra Ellekrat, hvor Mosebunden gynger.

        Og aldrig blev du „værdig”

        filister-tryg og trang.

        Dit Hjerte slaar for Smaafolk,

        endskønt du nu har Rang

blandt Danmarks bedste Mænd i Skjaldeværket

        Din Ungdom ej du glemte

        trods Sekstialdrens Vægt.

        Mens Tidens Strømme skræmte

        saa mange af hin Slægt,

dit Frisind blev forynget og forstærket.

        Om dig kan Alle samles,

        selv de, der haardt har stridt,

        du Riddersmand med Skjoldet

        saa skinnende hvidt,

du Mester over Sprogets Toner søde!

        En Flok af os forgangen

        var usynlig din Gæst

        og stemte med i Sangen,

        som toned ved din Fest

og ønsked dig en gylden Aftenrøde.