Med det fine Øre, som fatter
hver Skønhedsklang i vort Sprog,
med det kyndige øje, som skatter
hver lødig Sangmønt, vi slog,
det kærligste Sind du forbinder,
som fuldt kan give sig hen.
Sligt findes stundom hos Kvinder,
sjældnere vel hos Mænd.
Du holdt den Ed til din Fane,
som ungdomsbegejstret du svor.
Hvor kan du os andre mane
med underlig strænge Ord.
Ser du os vige til Side,
dinglende løjt fra vor Plads,
da bliver din dæmpede, blide
Stemme saa høj og hvas.
Til den, du som Ven har kaaret,
du vil saa gjerne se op;
haardt bliver dit Hjerte saaret,
ifald han ej holder Trop.
Men næppe jeg tror, jeg kjender
en Lansebryder saa stærk
som du, hver Gang dine Venner
har øvet et Aandens Værk.
Holdt du dig stundom tilbage
og afbrød din Tale kort,
var det for Gamle og Svage
ikke at støde for haardt.
Men aldrig saa jeg dig bøje
fra Banen af smaalig Kløgt,
og aldrig dit ærlige øje
du sænked af Menneskefrygt.
„Rahbeksk” har selv du dig kaldet,
hvad med Rette du kan,
i din Lod er det faldet
at blive Urtegaardsmand.
Friere Syn end hin Gamle
dog du af Guderne fik:
Du er jo led ved den vamle
klimprende Grædelyrik,
ængstes ej for det djærve
Tingen rammende Ord,
frygter ej, vi fordærve
Hjemlandets Blomsterflor,
naar vi forsøge at plante
i Bedene nye Skud,
naar vore gamle, vante
true med at gaa ud.
Ingen jeg kender med mindre
Del i vor lumpne Arv:
altid først at erindre
sin egen Fordel og Tarv.
Du sidder i Timer lange
med trofast, omsigtsfuld Aand
og lægger paa fremmede Sange
den sidste, den fine Haand.
Den fine! — Ja fin som Sindet,
der stundom mig synes for fint,
naar det endogsaa ved Skinnet
af Uret, føler sig pint.
Og dog har jeg set, du rummer
Kraft til at bære kækt
Sorger, der ellers krummer
en Mand under Centnervægt.
Ja Sorger, som ellers klemme
Sjælen snæver og trang,
bragte dig ej til at glemme
Venner en eneste Gang.
Smaating, som kan dem more,
tænker endog du paa —
Ædel og ren i det Store,
kærlig og øm i det Smaa!
Ren som en uplettet Ridder
er du i Ord og i Sind,
medens alene du sidder
paa Kvisten ved Lampeskin,
byggende fordringsløs, stille
med paa vor Aandslivs Borg.
Gid Livets Magter dog ville
dig spare for mere Sorg!