„Nei — jeg af Folkets egen Aand vil sjunge!”
Godt Ven! Den kjendes bedst hos Folkets Store,
der ad de høie Aandens Baner fore,
hvis fagre Røster end i Luften runge.
Du skuer Folkeaanden i den unge
lysglade Færd, som ædle Længsler spore;
men vil, en Muldvarp lig, du ned dig bore,
du finder kun det Seige, Dvaske, Tunge.
Slaa Dobbeltgreb i Harpen! Lad den klinge,
at ned til dybest Muld de Toner gaae,
saa Lydens Bølger det i Sittring bringe!
Hvis du med dem kan dybe Revner slaae
i Jorden og i Dybet Lyset tvinge,
da skal du Folkesanger-Navnet faae.