Held den Mand, som Himlen gav et Hierte,
Varmt for Viisdom, Dyd og Fædreland,
Ømt for Venskabs, Elskovs Fryd og Smerte;
Hvo er stor og lykkelig, som han?
Ham Alfader gav sit Præg. — Hvo kunde
Skiænke ham saa skiøn en Hæderskrands?
Kan han, følende sit Værd, misunde
Spraglet Orm, som Mørket laaner Glands?
Tanken om hans store Kald ham hæver
Over Guldets gridske Trælle-Flok.
Kun sin Tarv af gavnet Stat han kræver,
Og med Siælefred er Lidt ham nok.
Ynksom seer han Heltens Seiersminde,
Bygget stolt paa slagne Brødres Liig;
Dydens Ven sig selv vil overvinde,
Og ved Seirens Løn han fryder sig.
Avinds, Fordoms, Letsinds Stemme fører
Ham end ei et Skridt fra Pligt og Ret;
Fædrelandets Røst han ene hører,
Og sin sidste Kraft han ofrer det.
I sin valgte Vennekreds han styrker
Sig ved ædel Fryd til mandig Daad;
Mismods Taage ei hans Siæl formørker;
Flux den spredes her ved Trøst og Raad.
Og naar Himlen skienker ham en Mage,
Ham i Livet og i Døden huld,
Han i huuslig Kreds en Fryd skal smage,
Ei tilfals for Indiernes Muld.
Ædle! see din Lod, og føl Din Lykke!
Gerners Yndling! alle Godes Ven!
Og den Huldes Mand! o føl Din Lykke!
Længe, længe, længe nyd du den!
Riber.
