Hans Vilhelm Riber (1760–96)

Epistel til Phoebe

paa hendes fjortende Fødselsdag.

(Efter Pfeffel.)

I Dag alt fjorten Aar? min kjære Datter?
Hvor hastig svandt de hen! Jeg snarlig iler
Fra Middags-Høiden ned til Skyggers Dal.
O bedste Phoebe! gjerne vilde jeg
Fra Buldren søgte hen til stille Grav,
Hen til min Sunim, til min Alders Støtte,
Om ikke jeg — bortkys den søde Taare! —
Var Mand og Fader. Dog den Gud, hvis Haand
Mig eder gav, har ogsaa paa sin Vægtskal
Vort Lod afveiet med sin Viisdoms Scepter;
Han mine Dages Traad mig tilmaalt har.
Tilgiv mig, Barn! tilgiv min feige Klage!
En Takkefest din Dag mig være skal.
Kom hid, lad mig bekrandse dig med Roser!
Ved dette Kys, ved disse stille Taarer
Til min Veninde jeg indvier dig.
Jeg veed, du føler det, min gode Phoebe!
Hvor stor den Titel er, jeg her dig skjænker.
Herefter er jeg ikke meer din Fader,
Din Ven jeg er, som dig ledsage vil
Igjennem Labyrinthen, og lempfældig
Til Lidelser dit Hjerte, forberede.
Thi lide skal du; Fryd og Smerte her,
Som Vægtens Skaaler, aldrig skilles ad.
Ved denne Hjertet faaer sin rette Stilling,
Naar det for høit i Lykken hæver sig.
Et Liv af idel Glædes-Dage fuldt,
Kun passer sig for Engle. Vogt dig for
At drømme dig et sligt! — Men naar dit Øie
I Skyer hylles ind, saa græd kun frit!
Udøs kun hver din Sorg i dette Hjerte;
Thi Smerten er jo intet Nyt for mig.
Og naar — med Bæven tænker jeg derpaa —
Naar i din Barm den nye Drivt opvaagner,
Som skaber Pigens Lykke eller Jammer
For hendes hele Livstid, o min Phoebe!
Vælg mig da til Din Sjæls Fortrolige!
Ei streng jeg være vil; jeg kun forsigtig
Dit Hjerte vil for Stormens Vold bevare,
Og skaane det for hver en navnløs Qval,
Som Strid imellem Lyst og Pligt os volder.
Ei frygter jeg, at søde Lapsers Vink
Skal røve dig din Roe; og aldrig vil du
Forgabe dig i rige Dosmers Glimmer.
Men, ach! jeg ræddes for de Troldoms-Vaaben,
Som vore fine Mode-Skjelmer bruge.
Ei tale de om Elskovs Ild og Smerter,
Kun om Genie og Dyd og Energie,
Og Sympathiens Kraft og Venskabs Adel.
Vampyrer liig, af Pigens sikre Hjerte
De suge Dyden ud, — som Rosen døer
Ved Ormens Sting! — Held vor lyse Tider!
Da Kraftmands-Adfærd og Selvstændighed,
Sophisterie og Følerie bereder
Langt større Farer for Uskyldighed,
End fordum Barbariets skumle Mørke!
Strax falder her et Eventyr mig ind.
Det vil jeg dig fortælle, kjære Phoebe!
O fat den Lærdom vel, som deri skjules!
Dets Overskrivt er: Følsomhedens Klippe.
    En Dæmon havde hos den gamle Drage
Med Ære tjent som Svend. Nu steg han da
Op paa vor Jord, at gjøre Mesterstykke.
Her skulde han — som der fra ældste Tider
I Laugs-Articlerne var foreskrevet —
Henlokke til Fordærvelsen en Pige,
Som stedse havde været Dyden troe.
Sophie blev til Offerlammet valgt.
Hun var et Barn af ædel Byrd, og prydet
Med Evas Ynde; hendes stille Gudsfrygt
Alt ofte havde henrykt Seraphim.
Han krøb da ind i en Husar-Mondur:
Thi Uniformen sprænger alle Døre,
Og tjener ofte til en Talisman,
Som tryller den forfængelige Dukke.
Han lader sig nu melde hos vor Fikke,
Og siger hende under tusind Eeder,
Hun har det allernydeligste Ansigt,
Som han har seet paa alle sine Tog.
Riig, siger han, min Pige! er jeg ikke;
Dog haaber jeg, at Pokker med det første
Ta’er vor Major; saa er du Majorinde.
Hvad mener du? nu! giv dog Lyd, din Taske!
Den stakkels Fikke stod forbavset her,
Og hendes Hjerte slog som Perpendiklen
I Taffeluhret. Haanlig loe vor Helt,
Og strøg sit Knebelsbart paa hendes Haand.
Nu løstes hendes Tunge-Baand; — hun skreg.
Da kom en gammel Dame løbende
I Stuen ind; det var Sophies Tante;
Og Hjertestormeren med Skjændsel blev
Af Gaarden jaget ud, og Fikke bad
Den raske Portner, naar langt han fra saae
Ham nærme sig, at hidse Hunden paa ham.
Nu først begyndte Helten ret at bande.
Han rev sin Dolman strax i tusind Stykker,
Og vilde nu, som en bemidlet Nar
Vor Frøkens Hjerte sætte reent i Lue.
Thi gav han sig et Greve-Navn med Von,
Og lod sig kjøre i en Stadskareet;
Hans Tjener-Slæng var ganske kongeligt,
Og i en Klædning, som var stiv af Guld,
Og deilig skabt, som Cythereas Yndling,
Omdunstet af en liflig Balsom-Sphære,
Han rullede paa Herregaarden ind.
Hr. Greven svævende af Vognen blev
I vor Sophies Stadsgemak indbaaret.
Han hende strax leverer sit Portrait,
Som med hans Vaabenskjold beprydet var,
Dets Ramme var besat med Brillianter.
Med Knæfald beder han om Frøkenens Yndest,
Og spiller med den mesterligste Kunst
Den fine, den hensmægtende Amant.
Sex hundred tusind Daler har jeg fastsat
Til Deres Morgengave, smukke Barn.
Om De vil vælge mig til Deres Brudgom.
Saa taler han. En Kasse med Juveler
Gi’er hvert af disse Ord en dobbelt Fynd.
Den gode, gamle Tante gaber henrykt
Igjennem Brillen paa den rige Skat.
Men vor Sophie med alvorlig Stilhed
Betragter kun den yppige Galan,
Hvis Øie funkler af en hæftig Ild,
Som spruder Vellyst ud, og kræver Vellyst.
Ved dette Syn tillukkes hendes Hjerte.
Min Herre! siger hun, for stor en Lykke
Er Gift, som ofte dræber bløde Sjele.
Jeg kjender mig, og vælger Middelstanden,
Hvori jeg nød saa mange rene Glæder,
Saa megen Trøst i smaae Bekymringer,
Kort, hvor jeg nød Naturen og mig selv.
Hun tier, og den gamle Tante knurrer.
Den stolte Brudgom bliver ganske stum,
Befaler, at hans Vogn skal kjøre frem,
Og flyver bort derfra med Pilens Fart.
„Triumph! nu veed jeg da det rette Greb!“
Saa raabte han, og loe saa frygtelig,
At Bjerg og Dal forskrækkedes derved.
„Om nogle Dage har jeg dig i Snaren;
Hvis ikke, maae den hele Verden skjelde
Mig for den dummeste blandt alle Djævle.“
Sophie veed ei, at en Hovedstorm
Er nær forhaanden; rolig vandrer hun
Ved Morgenrødes første Straaler ud
Fra Sommersalen i den lille Skov.
Glad seer hun Kilden vælde ned fra Høien,
Og stemmer i blandt Nattergalens Sang.
Da træder pludselig af Krattet frem
En ung beleven Mand, med Bog i Haand.
Hans Ansigtstræk forkynder, at hans Sjæl
Er deelt imellem Munterhed og Veemod.
Ærbødig hilser han den favre Pige,
Imens han tørrer bort en stille Taare.
Hun hilser ham igjen med venligt Nik,
Og spørger ham med hendes blide Mine:
O ædle Fremmede hvad læser du? —
Jeg læser Clementines Martyrdom
I Grandison; saa svarer han og sukker.
Den gode Pige seer med Ømhed paa ham;
Stærkt hendes klemte Hjerte hæver sig,
Kun halv det holder Sukkets Svar tilbage.
Held! Held dig! raaber han, du skjønne Sjæl!
Dog ach! lev evig vel! min Lod er Kummer,
Det var Forbrydelse at pine dig.
Hun standser ham. O Ven! fortæl mig kun
Din hele Kummer! — Efter lange Vægring
Han sætter sig hos hende i det Grønne.
I min Lod faldt der og en Clementine,
Saa raabte han, men ach! mit Held var kort!
Hun døde! — Her en Taarestrøm brød ud
Af vor Sophies Øine; ja hun følte
For Damon hvad hun aldrig havde følt,
En Ild, som angreb hendes hele Hjerte.
Til Afsked kyssede han hendes Haand,
Og daglig mødtes de i køle Lund,
Og hvert et Møde gav dem nye Glæder.
De tal’de skjønt om Sympathiens Kraft,
Og om den hele Skabnings Harmonie.
Naar Elskeren gik bort, hun stedse var
Bedrøvet, og hun vidste ei, hvorfor.
Dog, hendes Damon blev ei længe stum.
Hans Mund bekjendte, at han elsk’de hende,
Og hun ham gav det første Kys igjen,
Til Elskovs Pant. Men Sorgen snart formørker
Den gode Damons glædesfulde Blik.
Jeg er kun Borger, — saa begyndte han
Tilsidst at klage — ach! jeg maae fornægte
Min Kjærlighed til dig, du hulde Pige!
Din fødte Værge aldrig vil tillade,
At vi — o Gud! vi her da skulde mødes,
Kun for at skilles evig fra hinanden!
Hvo kan vel føle al den bittre Kummer,
Der sønderrev Sophies ømme Hjerte?
O siig, hvorledes hæve vi den Hindring?
Begyndte hun engang med bange Stemme. —
„Os intet uden Flugten redde kan
Fra dine Frænders Vold. — Dog nei, min Elskte!
Forbandet være dette Raad! — kun jeg
Vil flye. — Lev vel! — forglem mig! — lad mig reise!
Lev lykkelig!“ — O! kan jeg være det
Foruden dig? — Nei Damon! jeg dig følger.
Gud vil det. — O med dig, med dig aleene,
Min Sjæls Fortroligste, med dig jeg kan
I fierne Hule leve lykkelig,
Om jeg end leve skal af bittre Rødder.
Hun tier, og vor Damons Kinder blusse,
Hans Aande standser; Hjertet banker høit.
Som den Andægtige, ved Altret knæler,
Han ligger her for hendes Fod. — „Min Brud!
Du, som blev skabt for mig! — o kan jeg troe det?“
Saa stammer han; „kom! lad os flygte strax,
Før Mennesker berøve os vor Lykke!
Du tøver? ach! mit Haab var alt for dristigt!“ —
Nu streed Sophie Pligtens sidste Striid.
Et Suk af hendes Elskte dæmper snart
Hver hæftig Følelse af hellig Uroe. —
Min Mand! her er jeg, raaber hun, o red mig,
Og giv min Sjel sin Rolighed tilbage! —
Hun græder bitterlig. — Nu rødmer Himlen!
Paa lyse Vinger iler ned fra den
Sophies Skytsaand. — Hvad beslutter du,
Bedragne Pige? — raaber han til hende.
See her, til hvem du dig har overgivet.
Hans Finger rører nu ved Damon. Strax
Forsvinder Elskeren, og Fikke seer
Med Rædsel en af Mørkets sorte Børn,
Paa Hoved og paa Fod, som Faunen dannet,
At svæve hen for hendes vilde Øie.
Han Tænder skjær, og hende gi’er et Blik,
Hvori var aabnet Helveds grumme Ild-Svælg,
Som hist paa Dommens Dag det aabnes skal.
Liig Duen, naar en Glente griber den,
I Flugt, og brækker strax dens hvide Hals;
Saa styrtede Sophie ganske livløs
Ned paa sit Ansigt, da hun saae det Udyr.
Og da hun sig omsider fandt i Græsset,
Var baade Genius og Faun forsvunden. —

    En sagte Gysen gribe dig, min Phoebe!
Hvad jeg dig har fortalt, er ingen Drøm.
Sligt ofte skeer, — kun mangler der en Skytsaand.
Min Elskede! o tak den gode Gud
For den, han valgte dig, da du betraadde
De Dødeliges Land, — din ømme Moder,
Som her i Stilhed, dog for Engle synlig,
Kun lever for sin Gud og for sin Mand,
Som stræber først at følge hver en Lærdom,
Hun giver dig. — Forsøm, mit kjære Barn!
Forsøm ei Arbeid, denne skjønne Pligt;
Thi ogsaa dette gav os Gud til Værn
For vor Uskyldighed. Men blot for Syns Skyld
At røre Hænderne; at bruge dem
Blot til at pynte sig, det er ei Arbeid,
Nei overlagt og nyttigt maae det være,
Ei flanevurne Ungdoms Legeværk.
Vil du dig søge rene Glæder her?
De findes i Guds Skabning og i Dyden.
Og vil du søge Selskab? — Dit Claveer,
En nyttig Bog, din Moder, jeg og du,
Behøver du vel meer til Tidsfordriv?
Men, naar du læser, Barn! da skye Romaner!
Saa godt, som Fikkes Damon, kan en Bog
Dig styrte i Fordærvelse, naar den
Snart laaner os en uopnaaet Dyd,
Og i Uskyldighedens Høitidsdragt
Sig langsom sniger ind i trygge Sjæl,
Snart vittig spøger bort vor Viisdoms Kraft,
Giør Lidenskaben til Fornuftens Dronning,
Og lærer syge Phantasie at undflye
Ved Gift og Dolk den blinde Skjæbnes Grumhed. —
Troe kun, at Sympathiens Kraft forener
De lige stemte Sjæle. Uden den
Jeg fandt ei Lykke nok paa denne Jord.
Men gid du aldrig, aldrig skuffes maae
Ved denne Følelse! — Den ikke har
Paa Læberne sit Sæde, men i Hjertet;
Og den er evig, som en Seraphs Ungdom,
Reen, som hans Fryd. Min Phoebe! Dyden og
Sin Magnetismus har. Som Zephyrs Aande
To Blomster vifter blidelig tilsammen,
Saa virker Dyden og paa tvende Hjerter,
Som den Algodes Haand gav fælles Præg;
De søsterlig sig mod hinanden vende.
Dog, Phoebe! denne underfulde Kraft
Er ei Instinct, er ei en Lidenskab,
Som ikkun føder Væmmelse og Skjændsel.
Vor Aand opvarmer den, og ei vort Blod,
Og som den sagte Lue renser Guld-Erts;
Saa luttrer den Enhver, som den opflammer,
Ved Nydelsens bestemte Flod og Ebbe,
Hans Glæde krydrer den, hans Mod den hærder,
Naar stundom Livets Byrde plager ham.
Mig skjænkte denne Kraft det største Gode,
Som Jorden har, som ingen Konge nyder:
Et Chor af Venner gik i Pagt med mig
Ved Evighedens Alter. Jeg dem seer,
Liig Skaren, Jakob eengang saae i Drømme,
At staae, til Værn for mig, paa Herrens Stige,
Og øverst Ham, med Fader-Værdigheds
Den milde Glands. Jeg veed det, bedste Phoebe!
Du kjender ei den hellig skjulte Kjede,
Som flættes af den sande Sympathie:
Dog eengang skal den ogsaa skjænke dig
Det største Held, en Dødelig kan attraae.
Men vogt dig kun for Sværmeriets Blændværk,
Og søg ei under Maanen nogen Skabning
Som er aldeles feilfrie! — Naar dit Hjerte
Da fundet har den unge Mand, der vækker
Hos dig den Følelse, som vækkes maae
I hvert et ædelt Bryst; o følg da ei
Den første Drivt, men agt kun nøie paa ham!
Om han en Throne har, og spotter med
Religionen, da foragt hans Elskov,
Og vælg hans gode Tjener til din Mand.
Reis glad med ham! Lev ukjendt i hans Hytte,
Ved Salighedens Kilde, slet og ret!
Og naar engang Guds Forsyn kalder eder
Til eders Hjem, til Dydens Fødeland,
Da gjemme Sønnesønnen Eders Liig
I min og i min kjære Doris’ Grav! —