Nytaarsgaven for Damer burde unægtelig, da den indeholder i sit Register de fleste bekiendte Navne af Danmarks skiønne Skribentere, og da den sankes sammen i et heelt Aar, være en udsøgt Samling af Digte, der ikke blot havde Riim og Schulzist Musik, men ogsaa lidt for Sielen, til at anbefale sig. — At Redakteuren af Nytaarsgaven med hvert Aar slettere og slettere opfylder denne Forventning, vil Publikum nok vide at bestraffe, men da to af de Mænd, der feie Litteraturens Stuer med Kritikens Kost eller Halmvisk, have været saa overmaade skaanselfulde mod denne Aargang af Nytaarsgaven, saa besluttede een af de Folk, der saae Tode debutere, som dansk Autor 1772 med at giøe ad Evald og Vessel (see Blandingerne), at tage Satyrens Pidsk ned fra Væggen, svøbe sig i streng Incognito’s Kappe, og derpaa løfte sin Arm mod det Kryb, der vanhelliger Musernes Tempel.
I Forveien vil jeg bede Læserne bemærke, at Poulsen er Todes Ven og Forlægger, altsaa kan den kiære kritiske Anatomikus jo ikke andet end rose Bøger fra et vist Forlag; Sander er Medarbeider i den nysselige Nytaarsgave, burde altsaa at have overladt dens Recension i lærde Tidender til en anden, men han besidder ikke engang den Politik at skiule sig, og giør altsaa sin Roes høist mistænkelig.
Nu til Bogen efter Alphabetet.
b. b. kunde sparet sig Oversættelsens Møie ved en saadan Daraussens Bagatel, og mig den Møie at nævne ham.
H. G. Bochmann. Metrum og Riim ere iagttagne. Ideen bedæmmer man ikke, hvor ingen er.
M. C. Bruun. Romancen efter Stolberg er slet ikke korrekt, men den Ufordærvede Pige efter Gotter fortiente ikke at forbigaaes af Tode med stolt Tavshed; thi dette Stykke er just almindelig Damelæsning, som han forlanger.
M. S. Bucholm. Dersom man forlanger originalt Genie, nye og korrekte Tanker, og et fra Prosa hævet Sprog af en Poetinde, saa vil man neppe finde Thormund og Elvira mere end taalelige; men Bønnen til Taalmodighed er min Taalmodighed for svag til at kiempe igiennem, da jeg strax mødte en Uforstaaelighed i den siette Linie: ”Og din blide Villie skee!” Hvis? om det er tilladt at spørge. Er dette Lauras og Selims Sangerinde?
F. af F- T-! Kiære F. af F. T-, vil De berøve Adres-Avisen de Indkomster, den hidindtil har havt af Lejligheds- og Familielievers, der svømmer hen paa Lethe, og blier ei mere seete, efter Weiers Sigende?
Frankenau. Apollo har ham nok ikke altid saa kier, som Tode fortæller; ellers havde han ikke indgivet sin Yndling det daarlige Forsæt, at lade et Par intetsigende Leilighedsstropher: Til en Veninde1 foran i en Bog, her aftrykke. Berthas Rose2 er nugæ canoræ, versusqve inopes rerum3. Til den sextenaarige Minna kunde blevet endnu smukkere, end det er, naar den snaksomme Muse havde vidst at lægge Laas for Munden i Tide.
P. H. Haste, V. cl. Her har vi den Mand, hvis uudtømmelige Muse (efter hans egen og Todes Mening) allene var i Stand til at holde Samlingen paa Benene. Jeg maae tilstaae, at jeg er een af det dumme Publikum, der, trods Sander, ikke vil skiønne paa den Digters Værd, der uophørlig viser os sit dyrebare Jeg, nedtrykt af Sorgens Bierge, medens Vort Rov for Kummer, Qval og Had, Er lykkelig og hierteglad, som Olufsen siger. Om Halsbaandet, maae det blot anmærkes, at det danske Sprog ikke kiender det Udtryk, at blikke om sig. Det maae være optaget efter tydske Bartskiærsvenne. At Ideen er fordærvet meda Vaas, er ei nyt — Sophie til Karl: hvilken dansk Pige er tankeløs Gaas nok til at synge sligt høisvimlende Galimathias, som at Dødens Perler trille paa ens Vei? At Mathisons Veninde, Fr. Bruun, ynder Hastes Muse4, maae ikke blinde ham, thi naar der er ingen tydsk Svulst i hendes danske Prosa, saa er der ogsaa Digteraand i Hastes Poesier. — Hannes Sang ved Syetøiet5 kan nok gaae an, især naar Schulzes Melodie hielper til. — Ved et Barns Død; Indskrift paa grønne Kilde; Triolet; Ungdommen; Til Søvnen o. fl. ere saa ubetydelige, at de just derved undgaae al anden Kritik. Af Stambogstykkerne er især, Elegien: Maae jeg! gode Lina, ret smuk, smukkere end det meste af af Hr. Hs. elegiske Kram, hvoraf han da ogsaa har skiænket sin Ven og Lovtaler, Sander, et Stykke til Giengield. Men det gaaer Haste her som flere Steder, han glemmer, hvad han skulde tale om, for at tale om sig selv. En Engel, der uden Tvivl maae være god Konstdommer, giver ham det Raad, ikke at klage meer. Gud give! han vilde følge det! Jeg har ellers ikke for nu troet, at Englene læste vore nye Poeters Vers; Det er Skade de subskribere ikke. — Hannes Strikkevise er ret god, og fortiener nok Schulzisk Musik, hvad Tode end indvender derimod (see Kritik og Analyse). Adelstan og Rosine er maadelig oversat. Kirstenlild læses med Fornøielse, paa det eene Ord nær: oppes, som er rigtigt nok et egentligt, men ogsaa alt for dunkelt Udtryk. Resten af Hastiana siger kun lidet. I det Hele viser Haste enten Mangel paa virkeligt Genie, eller ogsaa Ringeagt for Publikum i at byde dem ukorrigeerte Concepter, hvilket Navn er det rigtigste til den største Deel af hans Poesier.
P. A. Heiberg. Det er godt, naar man har faaet, indtil Ækelhed, Vand fra Hastes Muse, da at blive styrket med heibergsk Spiritus. Vel er det lkke sin Forfatters beste, men dog Samlingens beste Original, og værdigt den fortræffelige Skribent, der aldrig misbruger, som mangen af vore store Digtere, sine Talenter til krybende Smiger. Gaae stedse hældig frem paa denne Bane, kiekke Sandhedsven! og sving engang for Spøg Din frygtelige Svøbe over den hastisktodiske Versemager-Yngel.
V. K. Hjort. Konesangen og Landsbyepigens Morgentanker ere et Par ganske nette Stykker, men det første savner Nyhed, dets sidstes Hovedidee har tabt meget af sin Tydelighed ved Udførelsen,
O. Horrebov. Den yndigste Pige, saaledes som hun males her, er sikkerlig ikke den dydigste, og dette har svækket hos mig og mange flere det Indtryk, dette Digts Skiønheder ellers havde giort. — Malheur e l’ecrivain qui flatte son siecle & acheve de l’assoupir. Rousseau.
L. Er det mueligt, at en Mand kan skrive det herlige Stykke Den Lykkelige, og det andet Maanevaas? Jeg troer det er en Trykfeil i Henseende til Mærket.
Liebenberg. Den 26de Oktober er et meget skiønt og korrekt Digt. Det fortiener, at man advarer dets Forfatter fra at lade sig af Todes høist mistænkelige Lovtaler over Haste og Frankenau forføre, til at forlade den rigtige Vei.
Pavels — Har ikke formeret sit ellers fra Minerva og Tilskueren fortiente Bifald ved de Par Smaating, her findes af ham, skiønt de ere ganske korrekte og flydende.
Plum. Har ogsaa kun leveret et Par Leilighedsstykker. Det er heller ikke værd, at gode Digtere begrave deres sande Værker i en Samling, der dog eengang for alle savner Smags og Kritiks Stempel.
Rahbek. Visen til Laura er virkelig et nydeligt Stykke, kun røber den lidt Hastværk; Jeg refererer mig til det nyssagte om alle gode Digtere.
Riber. Publikums Stemme har alt nævnet denne Digters Oversættelser for det beste af denne Nytaarsgave. Jeg vil allene tilføie, at man kan dømme om Todes Smag af hvad han siger i December Iris, angaaende den saa usigelig fortryllende voßiske Muses Virkning paa hans recensentske Individuum.
Fr. Schmidt. Bedes at forskaane os med Efterretninger om, at den eller den Mand har opmuntret ham til at være Digter, og derimod vise os Prøver paa, om han er det, eller ei.
I. Smidth har stiaalet de sidste to Vers, som er det eeneste der duer i hans Vise, hos Hagedorn, see Haged. Werk, 3 Th. 1ste B. der Wunsch einer Schäferinn. Det Udraab: ”Tyren er løs” giver en obscæn Idee per associat. idear.
Nu! smagfulde upartiske Tode! ønsker Dig megen Oxesteg og Torsk, til at styrke Din nu medicinerende Muse, og stærke Fingre til at skrive Rekommendationer for Poulsens Forlagsbøger.
Umistænkelige Lovtaler, Sander! Jeg ønsker Du maae i dette Aar læse Lessings zerstreute Anmerkungen über das Epigram, og derpaa med flere saadanne Stykker, som Phamasus og Prinds Bradamam, forsone det forrige Aars Autor- og Recensent-Synder.
Beskeedne, korrekte, ak’ kun alt for lidet skrivende Haste! gid Du maatte lære at blande heel konstigen ¼ Part Spiritus i Din Muses klare Vand; desuden ved flere muntre vittige Stykker, som Prologen i Nov. Iris, standse den elegiske Syndflod, i hvilken Du ellers selv tilsidst vil drukne.
Skulde dette ikke behage Eder, da vil jeg i skyldigst Frastand bukke og tilønske Eder:
Viri Clarissimi. Triumv. Reipubl. literar. constit.
At de i Evalds, Vessels, Thaarups, Baggesens, Prams vg Rahbeks Skole opdragne Rebellere mod Eders nye nu slæbende, nu skogrende Maneer, maatte trættes af Kampen, paa det ikke Eders paa Sand opreiste Throne skal rystes ned og begrave Eder under sine Ruiner, i hvilket Tilfælde Apollo skal blive opvartet med Eders Gravskrift
af
Antiquus.
Kbhn d. 1ste Januar 1794.