Nytaarsgaven for Damer burde unægtelig, da den indeholder i sit Register de fleste bekiendte Navne af Danmarks skiønne Skribentere, og da den sankes sammen i et heelt Aar, være en udsøgt Samling af Digte, der ikke blot havde Riim og Schulzist Musik, men ogsaa lidt for Sielen, til at anbefale sig. — At Redakteuren af Nytaarsgaven med hvert Aar slettere og slettere opfylder denne Forventning, vil Publikum nok vide at bestraffe, men da to af de Mænd, der feie Litteraturens Stuer med Kritikens Kost eller Halmvisk, have været saa overmaade skaanselfulde mod denne Aargang af Nytaarsgaven, saa besluttede een af de Folk, der saae Tode debutere, som dansk Autor 1772 med at giøre ad Evald og Vessel (see Blandingerne), at tage Satyrens Pidsk ned fra Væggen, svøbe sig i streng Incognito’s Kappe, og derpaa løfte sin Arm mod det Kryb, der vanhelliger Musernes Tempel.
I Forveien vil jeg bede Læserne bemærke, at Poulsen er Todes Ven og Forlægger, altsaa kan den kiære kritiske Anatomikus jo ikke andet end rose Bøger fra et vist Forlag; Sander er Medarbeider i den nysselige Nytaarsgave, burde altsaa at have overladt dens Recension i lærde Tidender til en anden, men han besidder ikke engang den Politik at skiule sig, og giør altsaa sin Roes høist mistænkelig.
Nu til Bogen efter Alphabetet.
M. S. Bucholm. Dersom man forlanger originalt Genie, nye og korrekte Tanker, og et fra Prosa hævet Sprog af en Poetinde, saa vil man neppe finde Thormund og Elvira5 mere end taalelige; men Bønnen til Taalmodighed6 er min Taalmodighed for svag til at kiempe igiennem, da jeg strax mødte en Uforstaaelighed i den siette Linie: ”Og din blide Villie skee!” Hvis? om det er tilladt at spørge. Er dette Lauras og Selims Sangerinde?
Frankenau. Apollo har ham nok ikke altid saa kier, som Tode fortæller; ellers havde han ikke indgivet sin Yndling det daarlige Forsæt, at lade et Par intetsigende Leilighedsstropher: Til en Veninde8 foran i en Bog, her aftrykke. Berthas Rose9 er nugæ canoræ, versusqve inopes rerum10. Til den sextenaarige Minna11 kunde blevet endnu smukkere, end det er, naar den snaksomme Muse havde vidst at lægge Laas for Munden i Tide.
P. H. Haste, V. cl. Her har vi den Mand, hvis uudtømmelige Muse (efter hans egen og Todes Mening) allene var i Stand til at holde Samlingen paa Benene. Jeg maae tilstaae, at jeg er een af det dumme Publikum, der, trods Sander, ikke vil skiønne paa den Digters Værd, der uophørlig viser os sit dyrebare Jeg, nedtrykt af Sorgens Bierge, medens Vort Rov for Kummer, Qval og Had, Er lykkelig og hierteglad, som Olufsen siger. Om Halsbaandet12, maae det blot anmærkes, at det danske Sprog ikke kiender det Udtryk, at blikke om sig. Det maae være optaget efter tydske Bartskiærsvenne. At Ideen er fordærvet med Vaas, er ei nyt — Sophie til Karl:13 hvilken dansk Pige er tankeløs Gaas nok til at synge sligt høisvimlende Galimathias, som at Dødens Perler trille paa ens Vei? At Mathisons Veninde, Fr. Bruun, ynder Hastes Muse14, maae ikke blinde ham, thi naar der er ingen tydsk Svulst i hendes danske Prosa, saa er der ogsaa Digteraand i Hastes Poesier. — Hannes Sang ved Syetøiet15 kan nok gaae an, især naar Schulzes Melodie hielper til. — Ved et Barns Død; Indskrift paa grønne Kilde; Triolet; Ungdommen; Til Søvnen16 o. fl. ere saa ubetydelige, at de just derved undgaae al anden Kritik. Af Stambogstykkerne er især, Elegien: Maae jeg! gode Lina17, ret smuk, smukkere end det meste af Hr. Hs. elegiske Kram, hvoraf han da ogsaa har skiænket sin Ven og Lovtaler, Sander, et Stykke til Giengield18. Men det gaaer Haste her som flere Steder, han glemmer, hvad han skulde tale om, for at tale om sig selv. En Engel, der uden Tvivl maae være god Konstdommer, giver ham det Raad, ikke at klage meer. Gud give! han vilde følge det! Jeg har ellers ikke for nu troet, at Englene læste vore nye Poeters Vers; Det er Skade de subskribere ikke. — Hannes Strikkevise er ret god19, og fortiener nok Schulzisk Musik, hvad Tode end indvender derimod (see Kritik og Analyse). Adelstan og Rosine er maadelig oversat20. Kirstenlild læses med Fornøielse21, paa det eene Ord nær: oppes, som er rigtigt nok et egentligt, men ogsaa alt for dunkelt Udtryk. Resten af Hastiana siger kun lidet. I det Hele viser Haste enten Mangel paa virkeligt Genie, eller ogsaa Ringeagt for Publikum i at byde dem ukorrigeerte Concepter, hvilket Navn er det rigtigste til den største Deel af hans Poesier.
P. A. Heiberg.22 Det er godt, naar man har faaet, indtil Ækelhed, Vand fra Hastes Muse, da at blive styrket med heibergsk Spiritus. Vel er det ikke sin Forfatters beste, men dog Samlingens beste Original, og værdigt den fortræffelige Skribent, der aldrig misbruger, som mangen af vore store Digtere, sine Talenter til krybende Smiger. Gaae stedse hældig frem paa denne Bane, kiekke Sandhedsven! og sving engang for Spøg Din frygtelige Svøbe over den hastisktodiske Versemager-Yngel.
Nu! smagfulde upartiske Tode! ønsker Dig megen Oxesteg og Torsk, til at styrke Din nu medicinerende Muse, og stærke Fingre til at skrive Rekommendationer for Poulsens Forlagsbøger.
Beskeedne, korrekte, ak’ kun alt for lidet skrivende Haste! gid Du maatte lære at blande heel konstigen ¼ Part Spiritus i Din Muses klare Vand; desuden ved flere muntre vittige Stykker, som Prologen i Nov. Iris, standse den elegiske Syndflod, i hvilken Du ellers selv tilsidst vil drukne.
Skulde dette ikke behage Eder, da vil jeg i skyldigst Frastand bukke og tilønske Eder:
Viri Clarissimi. Triumv. Reipubl. literar. constit.
At de i Evalds, Vessels, Thaarups, Baggesens, Prams og Rahbeks Skole opdragne Rebellere mod Eders nye nu slæbende, nu skogrende Maneer, maatte trættes af Kampen, paa det ikke Eders paa Sand opreiste Throne skal rystes ned og begrave Eder under sine Ruiner, i hvilket Tilfælde Apollo skal blive opvartet med Eders Gravskrift
af
Antiquus.
Kbhn d. 1ste Januar 1794.
