Malthe Conrad Bruun (1775–1826)

Bruun, Malthe Conrad, 1775–1826, Digter, Publicist og Geograf. Han fødtes i Thisted 12. Avg. 1775 og var en Søn af Justitsraad, Amtsforvalter og Herregaardsejer Adolf Christian B. (der igjen var en Søn af den bekjendte Frederik Rostgaards Datter Conradine) og Anne Christine Lange f. v. Hoff. Allerede som halvvoxen Dreng skal M. C. B., da det ved et Middagsgilde hos hans Forældre kom paa Tale, hvad han skulde blive til, have svaret sin Moder: «Jeg vil haabe, jeg en Gang kommer til at staa ved Heibergs Side!» Efter at han 1790 var bleven privat dimitteret og «indkaldt» til Artium, begyndte han at studere Theologi, men opgav dog snart dette Studium, paavirket af Rationalisten Otto Horrebow, hvis Bekjendtskab han havde gjort ved Universitetet. Ogsaa Juraen lagde han snart paa Hylden. Men i denne spædlemmede, bly, lidt frygtsomme Yngling, hvis lange gule Haar, røde Kinder og blaa Øjne skaffede ham Navnet «Jomfru Bruun» mellem Studenterne, og hvis ravjyske Udtale og Hvergarns Kjole lode formode, at han var «et Guds Ord fra Landet», — i ham boede der en letfængelig Sjæl og en ustyrlig Attraa efter at kaste sig ind i Tidens Bevægelser. Han blev da Digter og Publicist. Som Digter hører han sikkert til sin Tids betydeligere. Hans Poesier ere som oftest i den pathetiske Stil og have ideale Begreber til Gjenstand («Menneskeadel», «Oprigtighed», «Kjækhed», «Dyden», «Sandheden», «Nøjsomhed»). Betydeligst er dog hans publicistiske Virksomhed.

Allerede før han havde fyldt sit 20. Aar, begyndte han Udgivelsen af det lille Ugeblad «Vækkeren» (1794), hvori han fremsætter de Rousseauske Anskuelser om Lighed og Broderskab. Men Bladet kom ikke længere end til de første 3 Numre, saa blev der anlagt Sag mod Forlæggeren, da Tidsskriftet udgaves anonymt. Nogle Tumulter mellem de kjøbenhavnske Tømmersvende formentes at være foranledigede ved nogle Udtalelser i «Vækkeren». Dette var sikkert grundløst, men «Vækkerens» Forlægger idømtes dog 200 Rdl.s Mulkt. En Del af denne Sum blev imidlertid dækket ved Subskription. Hvad B. udtalte, havde mange Lyst til at høre, og hans flydende Pen, et Særsyn i hine Tider, beundredes af alle. — De ældre liberale Publicister, Heiberg og Rahbek, vare lidt betænkelige ved at se denne 19aarige Yngling tumle saa flot med de Ideer, som de mente med Sindighed og Kløgt burde fremsættes for Publikum; hvorfor B. stiklede til dem i sin Satire «Oprørssnuserne» (1795). Men Forholdet til Rahbek blev dog efterhaanden det bedste; derimod blev det aldrig til Venskab mellem B. og Heiberg. En Gang i Begyndelsen af 1796 kom det endogsaa i Anledning af Besættelsen af en Hovedrolle i en Tragedie til et skandaløst Optrin imellem dem. B. kaldte sin politiske Meningsfælle for «en Løgner»; Heiberg svor, at han vilde sagsøge B. derfor. Denne saakaldte «Dyvekefejde» bilagdes dog af begges Venner; Forsoningen fejredes med Middagsgilder; men til Heibergs blev B. ikke indbudt.

B. havde, siden «Vækkeren» blev standset, imidlertid ikke været ledig. Navnlig havde han, medens Heiberg en Stund pavserede, været frugtbar som politisk Visedigter. Som saadan havde han alt tidligere skrevet den ironiske «Aristokratisk Selskabssang»; nu skrev han i samme Dur en «Engelsk Ministervise», i Anledning af, at den antirevolutionære Burke havde brugt Udtrykket «den svinske Pøbel». Men ogsaa som Journalist fortsatte han sin Virksomhed. Foruden et Flyveskrift «Om Trykkefrihedens Rettigheder» (1795), hvori han beklager sig over den Modsigelse, der finder Sted mellem Colbjørnsens liberale Pressereskript af 1790 og vedkommende § i «Danske Lov», udgiver han i Foraaret 1795 10 Numre af et lille Ugeblad, «Patrioten», et Bevis paa, hvor hurtigt et Hoved denne Forfatter besad. Næppe har den Kantiske Filosofi naaet dansk Grund, før hans rastløse Aand strax er helt oppe i den og søger at deducere sine politiske Theorier ud af dens Grundsætninger. Det lille Ugeblad blev dog pludselig afbrudt; rimeligvis har det trods al sin Klarhed været Læserne og det store Publikum for abstrakt. — B.s paafølgende Skrift, Samfundssatiren «Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen» (1795–96), af samme Art som Holbergs «Niels Klim», paadrog Forfatteren en Generalfiskalsag, da Navnene Adina (Dania) og Anifah (Hafnia) vare let gjennemskuelige. Dog, takket være Advokat Klingbergs udmærkede Forsvar, slap han denne Gang for videre Tiltale. Ikke saa heldig var han med «Aristokraternes Katekismus» (1796), i Anledning af hvilken Biskop Balle optraadte som Angiver for det danske Kancelli. B. fik Ordre til at møde for Retten. Men da andre for kort Tid siden domfældte Brochureforfatteres Skæbne svævede ham for Øje, besluttede han efter sine Venners Raad at søge Sikkerhed paa fremmed Grund. Han ilede ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen, og bad ham om Hjælp til at komme bort. Skjønt denne hverken kjendte B. eller billigede hans Færd, ynkedes han dog over det unge Menneske og skjulte ham paa «Springforbi», indtil han kunde se Lejlighed til at skaffe ham over til Hven. Her indrettede B. sig da for en Stund. Venner kom over og besøgte ham. Selv aflagde han i Smug et Besøg hos Clavs Pavels, der var Præst i Hørsholm. Men i Længden kjedede han sig ovre paa den lille Ø og spejdede efter Lejlighed til at forlade den. En saadan tilbød sig, da han havde forfattet en Ode ved den yngre Bernstorffs Død 1797; den fandt Gjenklang i alle danskes Hjærter; B. benyttede denne Stemning til at bede Regeringen om Tilgivelse, og han erholdt den paa den Betingelse, «at han for Fremtiden vilde gjøre bedre Brug af sine Evner».

Hjemkommen til Hovedstaden og hyldet som Nationaldigter, følte B. sig atter inspireret til Sang, da Efterretningen om Billes Sejr ved Tripolis naaede Danmark. Ogsaa denne «Ode» vakte Opmærksomhed; og nu synes det, som B. en kort Tid har været Dagens Æmne: alle indsaa nu, hvilke overordentlige Evner den 22aarige unge Mand besad, og Prof. theol. Cl. Frees Horneman, B.s ældre Omgangsven, maatte høre ilde for, at han ikke havde holdt sin yngre Ven tilbage fra den oppositionelle Journalistiks Afveje. — B. kunde dog ikke holde sig rolig. I Anledning af, at Assessor Peter Collett havde faaet sin Afsked, fordi han i en litterær Anmeldelse havde udtalt, «at den dydige Atheist synes ham i sin Person at realisere det højeste Ideal af menneskelig Fuldkommenhed», udgav B. 3 Smaaskrifter: «Tria juncta in uno» (1797), hvoraf de to sidste ere forfattede af ham. I det ene erklærer han, at den Regering, der bruger Magt for at undertrykke andres Tanker, handler mod Guds Indretning og opfordrer til Opstand; thi naar Tanken ikke længer er fri, naar en Regering ikke længer vil høre Grunde, saa «bør man bruge Kugler og Dolke». I det andet, «En besynderlig Trykkefrihedslov i Abessinien», haaner han den formentlige Modsigelse mellem Trykkefrihedsreskriptet af 1790 og Regeringens Optræden mod de liberale Publicister. — For disse to Smaaskrifter blev der atter af Generalfiskalen anlagt Sag mod B. Han flygtede atter til Hven og der fra til Sverige, men blev som mistænkelig snart udvist her fra. Imidlertid vare hans Sager ikke blevne forbedrede i Hjemmet ved hans Udgivelse af en spydig Piece: «Bevis for, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embeder efter de søgendes Duelighed» (1798); ogsaa denne blev nu inddraget i hans Proces og, hvad der var det værste, Sagen angaaende «Aristokraternes Katekismus» optagen paa ny. I Slutningen af Aaret 1800 faldt Højesteretsdommen i B.s Sag; den lød paa «Forvisning fra Kongens Riger og Lande». Men da var B. allerede langt borte.

B. tog nu Ophold i Paris. Men her fandt han ved sin Ankomst den revolutionære Begejstring stærkt afsvalet: Napoleon Bonapartes Sejre beskæftigede alle Gemytter. Denne Stemning havde ogsaa sin Virkning paa B.s kamæleontiske Naturel, og i 1806 finde vi ham som ivrig Medarbejder af det Napoleonistiske Organ «Journal d’empire». Da «Kongen af Rom» blev født 1811, stemte han sin Lyre i Anledning af denne lykkelige Begivenhed i Kejserens Familie. Efter Slaget ved Waterloo blev han derimod Medarbejder af «Quotidienne», et Blad, som var en erklæret Modstander af den faldne Kejser, og udgav en Apologi for den hjemvendte Bourbon Ludvig XVIII. For dette politiske Vendekaaberis Skyld maatte B. da ogsaa i den satiriske «Dictionnaire des girouettes» se sit Navn betegnet med flere Vejrhaner.

Trods sit poetiske Talent, sit hurtige Hoved og sin sjældne Skrivefærdighed hører B. dog kun med til Skummet paa Tidens Bølger; og dette viser sig saa meget mere, som han i den historiske Situation har en Mand som P. A. Heiberg ved sin Side, en stolt Karakter, der alle Dage stod, hvor han stod. Forholdet mellem de to Skæbnefæller var da heller ikke det bedste. Paa den anden Side tør det ikke nægtes, at B. ved sin publicistiske Virksomhed i sit Fædreland har gavnet dettes Frihedsudvikling. Højesteretsdommens Virkning blev, paa B.s Ansøgning, hævet 18. Jan. 1826. Enkelte af hans gamle Venner, som J. P. Mynster, glædede sig ved Tanken om atter at gjense ham i Fødelandet. Men allerede 14. Dec. s. A. døde B. i Paris.

— Under Navnet Malte-Brun virkede Malthe Conrad Bruun i Paris især som geografisk Forfatter og var 1821 en af Stifterne af det geografiske Selskab i Paris og derefter dets Hovedsekretær. I Frankrig gjaldt han for Evropas første Geograf; men hans Betydning bestaar dog mere i, at han bidrog til Udbredelsen af geografiske Kundskaber i Frankrig, end i, at han har ydet noget væsentligt til den geografiske Videnskabs Udvikling. Blandt hans Skrifter maa fremhæves: «Géographie mathématique, physique et politique de toutes les parties du monde» (16 Bind, 1803–7, i Forening med flere), «Annales des voyages» (24 Bind, 1808–15), «Nouvelles annales des voyages» (30 Bind, 1819–26), «Précis de la géographie universelle» (8 Bind, 1810–29), «Tableau historique et physique de la Pologne» (1807). Af blandet Indhold er «Le Spectateur», som han udgav 1814–15. Flere af hans Afhandlinger ere efter hans Død samlede og udgivne af Nachet: «Mélanges scientifiques et littéraires de Malte-Brun», 1828.