Berthas Rose
1794
1794
I Aftensvalen Bertha iiled’
til Lundens stille Skiød,
hvor fra en Torn, en Rose smiled’
som Berthas Kind, saa rød;
af hende Tornen plantet var,
og nu for første Gang den bar.
De skyldfrie Læber Rosen kyste —
”min Omhues kiære Løn,
du længe Bertha skal forlyste,
staae længe frisk, og skiøn!
o hvor er Bertha lykkelig
at hendes Haand opelsked’ dig!” —
Da lød blant Haslers tætte Grene
en kierlig Moders Raab:
”sin Fader længes, svag og eene
at favne Dig, hans Haab!” —
og Bertha løb af Glæden varm
og sank til matte Faderbarm.
Men neppe Solens Purpurlue
i Østen atter steeg,
for hun sin kiære Blomst at skue
sig ud i Lunden sneeg;
alt hendes Fod er Stedet nær,
alt skimter hun dens blide Skiær.
Nu stod hun der, men ak med Smerte
sin Blomst hun falmet saae,
thi dybt i Rosens spæde Hierte
en Orm forborgen laae,
og Bertha brast i Graad; ei meer
sin Rosentorn hun blomstre seer.
* * *
Som Berthas Rose favre Piger
er Skiønheds Purpurkrands,
o troer den ei! thi ofte sviger
dens lyse Trylleglands,
kun Dyden vorder evig tro,
thi evigt Dydens Roser groe.