Beundres for sin Lærdom og sit Vid
Er skiønt; men, ak! den blomstrer kun en Tid,
Den Hæderskrands, som lønnede den Digter,
Der glad for den opofred’ Dyd og Pligter.
Naar Digteren med reen, usmittet Siel
Ei søger egen Roes, men Brødres Held;
Ei synger Lasten, og dens Dyrkers Glæder,
Men Brødre hen til Dydens Alter leder:
Da lønner ham uvisnet, evig Hæder. —
Dig vinker denne skiønne Krands, o Ven!
Modtag den, og vær lykkelig ved den! —