Afbigten
Efter det 3die Stykke
Efter det 3die Stykke
af Grev F. L. Stolbergs Jamber.
af Grev F. L. Stolbergs Jamber.
ut mihi sæpe
Bilem, sæpe jocum vestri movere tumultus!
Hor.
Saurin, en af de ædle, gode Hyrder
For Herrens Hiord, som ei var Leiesvend,
Ei en af dem, hvis Daad er Bugens Fylde;
Han, fra hvis Læber Sinas Torden lød,
Men og den milde Dug neddryppede,
Han klagede, at selv den fromme Præst
Ei altid strengt forkyndte rene Sandhed;
Om han, saa var hans Ord, om han end ei
Af slavisk Frygt og Egennytte bindes;
Han bindes tidt af Hiertets Følelse;
Naar end hans Øie skuer alt den Afgrund,
Som vidt har aabnet sig for at opsluge
Den arme Døende, der, Ormen liig,
Beængstet vrider sig paa Lægens Krog,
Og Skrækken, ved hans Ord, blev syvfold større,
Saa seer han her en Faders stumme Sorg,
En Broders Øie, stirrende mod Jorden,
En Moders Hændevrid, en Ægtefælle
Afmægtig daanet hen; — hans Læber bindes;
Og aabner han dem skiælvende, da flyder
En ufrivillig Trøst ud af hans Mund,
Naar Synderen, med Dødens Angst i Øiet,
Tilsidst den matte høire Haand ham rækker
Sligt ogsaa hændes kan den ædle Digter,
Naar en ærgierrig ung Person, der stønner
Paa Toppen af den Høi, han tog for Pindus,
Med en Qvaksalvers Lunger tordner ud
En svulstig Ode af den hule Strube,
Og stundom kvæder matte Elegier.
Vel blir han kold, saavel naar denne raser,
Som da, naar Stymperen sin Siel udgyder,
I Følelser, der strømme ned som Tagdryp;
Han bliver følelsløs som den Ismene,
Der er den lille Digters Hiernespind;
Endskiønt hans Ak! i snublend’ Hexameter,
Og i det hinkende Pentameter lyder;
Urokket staaer han for den lille Digter,
Som den Tyran, han i sin Iver støder
Fra Tronen ned, hans Odes Uveir trodser;
Dog, om end ei den lange Sang ham rører,
Han føler, Dødens Gysen griber Skialden,
I det Forglemmelsen ham lønlig skrækker,
Han ynkes over Sveden paa hans Pande,
Hans Lemmers Zittren, og hans Læbers Stammen,
Og over Feberheden, og den Angst
Hvormed han tungt arbeider sig igiennem.
Han ogsaa veed desværre, at forgieves
Han kun advarer ham, om han end nu
Blev overtydet, prøved’ han dog atter
At øse med sit Sold af Musers Kilde,
Sin Steen at vælte op til Pindi Spidse,
Naar han da ikke vil advare ham,
Og ei maae tie, roser han af Angst;
Saa har jeg ofte, (o tilgiv mig, Sandhed!
At jeg af Angst har fornærmet dig!)
Paa eengang roest og gabet. Dette Blad
Min Afbigt er, et Vidne om min Svaghed,
Og vredes dog de strenge Muser paa mig,
Maat deres Vens Exempel dem forsone.
Til Lessing kom engang en ung Person,
Og læste ham i Søvn. „Jeg mærker nok,
De gabe; — kun eet Digt endnu! — og hør
De end, saa hypocondrisk som vor Gellert,
De skulde døe af Latter!“ — „Læs De kun!“
Saa svarte Lessing, gabede, og sov.
Den anden fandt imens en Elegie.
„Den maae jeg læse først; den rørte alle,
Endog vor Borgemester.“ Mens han læste,
Vor Lessing vaagnede, loe ganske høit:
„Ha! ha! ha! ha! ha! ha! jeg maae tilstaae,
Det er ret pudsigt. Bravo, bravo, Ven!!“
Vor Skiald blev rød og bleg; — „Nei det var ikke
Det Comiske; — jeg læste Elegien.“
„Hvad, Elegien! — Ih; jeg troer, De spøger!“
Saa raabte Lessing; men bliv De kun ved;
Nu gabed’ han og sov. Rask læste hiin,
Og læste vist endnu, om Døden kierlig
Ei havde reddet Lessing; thi end ikke
Ved Nysekrud fordrives denne Galskab.