Ernst von der Recke (1848–1933)

I Salen var der unge Piger nok,

Og mangen fandt jeg skjøn og ingen stygge,

Og der var mangen Hebe, mangen Psyche,

Og mangen flygtig Alf med gylden Lok.

Men tænker jeg mig denne fagre Flok

Og hende, som for mig var Festens Smykke,

Har hendes Billed mindre Lys end Skygge,

Og knapt den Varme, som en Marmorblok.

Hun var ei skjønnest i sit Blik og Smiil;

Ei den, som bedst en Krone kunde baaret;

Ei meest piquant og fiin i Talens Stiil —

Hvad var det, som hos hende mig bedaared?

Fast maa jeg troe, den blanke Sølverpiil

Var Amors egen, som hun bar i Haaret!