»Syng os en Sang ved Festen,
Minstrel, som vi dig bad!
Alt er det længe siden,
Vi hørte dine Kvad.
»Frister dig ikke Haabet
Om Lønnen for din Kunst
I Mændenes Beundring
Og ædle Kvinders Gunst?
»Kan ei til Sang du stemmes
Ved disse skjelmske Blik?
Ikke ved Purpurskj æret
Af Sydens varme Drik?« —
Hil jer, min ædle Frue,
Og hver høibaaren Gjæst;
Min Sang er som en Fremmed
Ved eders muntre Fest.
Mig smelter ikke Flammen
Af Skjønheds Lueblik;
Mig varmer ikke Gløden
Af Sydens ædle Drik.
Mig frister ikke Haabet
Om Rosenlæbers Smiil;
Min Brud er fjernt i Bjerget,
Vel meer end hundred Miil.
Hun sover i Steenalkoven
Eensomt ved Klippens Rod,
Dysset i Blurid ved Sangen
Af Dybets kolde Flod.
Som Fjeldet i Vinterkaaben
Er Skulder og Arm at see;
En Valmue blomstrer ved Barmen
Tæt under den evige Snee.
Stolt under Linet runde
Sig Brystets Buer to
Som kolde Tvillingpoler,
Hvor ingen Gnist kan boe.
Over den blændende Nakke
Glider Lokkernes Hær
Som over Vinterbræen
Sittrende Nordlysskjær.
Hvo der engang er isnet
Ved hendes kolde Barm,
Kan hverken Himlens Flammer
Eller Afgrundens gjøre varm.
11/3 74.