Her samles vi atter paa denne Plet Jord,
Ret heldigt af Grusdynger dannet,
Som Bræer tog med som Bagage fra Nord,
Men spildte til Slutning i Vandet.
Skjøndt Gruset blev vaadt og medhandlet raat,
Var dog Resultatet et ganske godt.
Og Fyrren slog Rødder, og Egene kom,
Med Meget, som kom for at svinde:
Engang løb her Bjørne i Høiskoven om,
Hvad nødigt idag man maa finde.
Men sidst kom en Æt, som arter sig ret
Og her just er bænket om Bordet tæt.
Velkomne da, I fra det stærkere Land,
Hvorfra vi fik øer leveret,
Velkomne hos os paa den fladere Strand
Til Rullestenssandet og Leret!
Tiltakke nu tag i Frændernes Lag
Og se paa den nye Formation i Mag!
Se, Bøgen staaer lysgrøn i Vaardagens Skjær,
Og Vildtet er tamt nu kan hænde,
Og Isbjerge kommer vel høist som Dessert;
Det Hele er mildnet en Kjende.
Men hvad her kan staae tilbage at naae,
Det tager vor Videnskab trygt sig paa!
En Dronning er den jo med Scepter og Sværd,
Som aldrig for Noget sees vige;
Det Første og Sidste er Alt hende nær,
Det Store og Smaa hende lige.
Hun kommer og seer; hun vil, og det skeer;
Knap ænser hun Tiden og Rummet mer.
Hil sidde den Frue med Ære i Hal,
Som tvinger de isnende Vande
At smelte af Leret det blanke Metal,
Som krone skal Fremtidens Pande.
Og priset Enhver, som hende har kjær,
Men dog fremfor Andre vort Selskab her!