Træd frem, du fagre Billed, for at melde
Om En, hvis Navn i Danmark glemmes ei,
Hvis Minde, som du selv urørt af Ælde,
End svæver foran lyst paa Kunstens Vei.
Forkynd, selv bleg og kold, om Blik, som straaled,
Om Blod, som rulied, om et Bryst, som slog,
Og om en Sjæl, som, altid vis paa Maalet,
Med stærke Vingeslag sin Bane drog.
Fortæl, selv marmorfast mod Tidens Strømme,
Om det, som Tiden bringer ei igjen,
Som, dygtigst blandt det Flygtigt-Skjønnes Drømme,
Med Nuet kom og svandt med Nuet hen;
Kald atter Syner frem for vore øine,
Der, lette selv lig Sommertaagens Dunst,
For tusind Sjæle dog har kunnet høine
Det trange Liv ved deres rige Kunst.
Fortæl, du Billed fra forsvundne Dage,
Om Tiden, da vor Kunst var ren og stor,
Hin Foraarstid, da Blomster uden Mage
Skjød frem, utalte, af den danske Jord, —
Da Digterstjerner over Norden blinked,
Da de gav Arnens Ild til Kunstens Hjem,
Og hun en Muse var, som stadigt vinked
Til nye Seire Sangerskaren frem.
Staa der, du lyse Billed, som en Lære,
En taus Formaning midt i Døgnets Elv,
Og vidn, at Kunsten skal for Livet være
En ædel Vin, som den, hun skjænked selv.
Meld tyst, hvad hendes gyldne Samtid skabte,
Hvad den har søgt, hvad den har villet skye;
Kald her igjen, hvad vor af Storhed tabte,
Og peg med Fingren mod et gjenfødt Gry!