Paa Søen, naar den brummer vredt,
Var jo fra først han hjemme;
Hans Tale kan jo endnu lidt
Af samme Brumbas gjemme.
Men de, som kjende den engang
Og lod sig ei fortykke,
De fandt en Mand i denne Klang,
Paa hvem man kunde bygge.
Som F’agmand vel fra Strand til Strand
Han veed de vaade Veie;
Men mest blev dog det tørre Land
Hans Kundskabs rige Eie:
Hver Sti han kjender ud og ind
Imellem Kongos Sorte,
Som gaae med deres eget Skind
I Mangel af en Skjorte.
En Lærdoms Bog han blev for Hver,
Som kjende gad vor Klode;
Og hvad han var i Kredsen her,
Har nok fortjent en Ode:
I dette Selskab, hvor han staaer,
Hans Ryg var Bærestøtten;
Har nu det fyldt de tred’ve Aar,
Var han dets Sjæl i sytten!
Et Hjerte, varmt og tro mod Alt,
Det engang slutted inde,
En sikker Leder, hvor det gjaldt
En sikker Grund at finde,
En Mærkesmand, der førte frem
I Tider, som var svære, —
Det Lov skal her han faae af dem,
Som samles ham til Ære!