Impromptu
Ved Casino’s Forestilling for „Hvile og Recreationshjem for Kvinder,” skrevet for Fru Hennings
Ved Casino’s Forestilling for „Hvile og Recreationshjem for Kvinder,” skrevet for Fru Hennings
(Fru Betty ligger i sit Boudoir paa en Chaiselongue med et Slumretæppe over sig. En Bog, som hun har havt i Haanden, falder paa Gulvet; hun farer forvildet overende:)
Jeg læste om — jeg læste —
(Seer ned.)
Der seer jeg Bogen ligge;
Det synes næsten sikkert,
At læst — det har jeg ikke!
(Tager sig til Hovedet.)
Jeg drømte! Det var atter
Den Drøm, jeg stadig drømmer:
Jeg stedtes for mit Forum,
Det frygtede, som dømmer.
(Reiser sig.)
Mit Hjerte banker endnu —
Mon jeg er rigtig vaagen?
(Viser ud mod Tilskuerne.)
Det er, som seer jeg stadig
Et Publikum i Taagen —
(Med et lille Skrig, idet hun føler ned ad sig.)
Aa — Gud ske Lov! Hvor blev jeg
Et Øieblik elendig!
Men nei! vær rolig, Hjerte:
Jeg er jo helt anstændig!
(Efterhaanden opvaagnende.)
Blandt Rædsler, som jeg kjender
I denne Drøm tilfulde,
Er en, at jeg er ikke
Saa paaklædt, som jeg skulde!
(Eftertænkende.)
Den Slutning var en Mislyd
I alt det meget Skjønne;
I Drømmen var der ellers
Saa herligt i det Grønne!
Jeg stod etsteds paa Kysten
Ved Sundets blanke Vover,
Og Sommerhimlen spændtes
Dybt blaanende derover.
En Klodesky høit oppe,
Helt snehvid, saae jeg trække;
Den speiled sig i Vandet,
Den og en Pælerække.
Jeg var som fjern fra Jorden,
Jeg sansed ikke Andet
End blot den aabne Himmel,
Den lyse Sky og Vandet.
Knap saaes derpaa en Krusning;
Og som et Skib for Anker
Jeg hviled i dets Blankhed
Helt fri for alle Tanker.
Jeg følte midt i Glansen
En Lise paa mig falde
Saa stor og dyb, som kunde
I Favn den slutte Alle.
Men bag mig laa en Solskrænt,
Blot af lidt Smaakrat skygget,
Og øverst over Kammen
Saae jeg en Villa bygget.
Der kom fra den en Skare
Vandrende ned af Kvinder,
De fleste endnu unge,
Men dog med blege Kinder.
Der var af mange Sorter,
Alle med trætte Miner;
Somme, der hørte Lyd kun
Af ækle Symaskiner, —
Somme, hvem Telephonen
Knap undte Fred en Time,
Som hørte end bestandig
Dens ækle Klokke kime, —
Stakler af Lærerinder,
Som fyldte deres Lunger,
Mens deres Øren fyldtes
Endnu af —
(Hviskende, med en Haand for Munden.)
ækle Ungeri
Jeg saae, hvordan herude
De leved op i Solen
Og aanded ud fra Sytøi,
Fra Klokken og fra Skolen.
Men der var mange Flere
— Det vidste jeg — tilbage
Som ikke fik en Straale
Af disse Somrens Dage.
Saa var det, at jeg syntes,
Jeg fik et Bud at sige
Til dem, der kunde hjelpe,
De Lykkelige, Rige, —
En Bøn, jeg skulde bringe
Fra alle dem, der trænge
Til Luft og Lys og Frihed,
Som kun kan faaes — for Penge.
Jeg saae for mig en Scene,
Et fuldt besat Theater;
Jeg vidste, jeg var anmeldt
Paa hundrede Plakater —
Der stod jeg nu; jeg havde
En Monolog at holde;
Ikke det Gud la’er skabe
Jeg kunde af min Rolle.
Og — som det stadigt gaaer mig
I den Slags Øieblikke —
Jeg stirred ned i Hullet:
Sufflør — det fandtes ikke.
Klask! — faldt min Bog i Gulvet,
Jeg vaktes af min Spænding
Og seer mig frelst af Skrækken
Nu ved en heldig Vending:
Theatret har jeg ikke
En Tanke mer at skjænke;
Mig angaaer ikke Stykket:
Man gi’er «Den glade Enke»!