Vort Fædreland, hvor Ættehøie kneise,
Hvor Bautastene sig langs Fjorden reise,
Hvor Tonekilden aarle sprang,
Og Bronceluren stemt gav Klang
Før Jernet lod sig sveise!
Tidt legtes den i Hal og Bur
Hos Sønner som hos Fædre;
Lydt har dog Ingen blæst din Lur
Som han, hvem her vi hædre!
Vist voxed en Blomst saa mangen Gang
I Folkesang,
Med Duft og med Farve smykket;
Strenge har tonet Sorg og Fryd,
Mangen Mester slog før til Lyd;
Men han har bygget
Et Slot af Toner til Danmarks Pryd.
Af Kæmpevisernes Rødeguld
Er Hallen fuld;
To Guldhorn straale derinde;
Skjolde hænge paa Væg i Rad,
Bidte af Sværd fra Stiklestad,
Og høit paa dets Tinde
Staaer Vølvens flammende Runekvad.
Der rinder Terning paa Tavlebord,
Der hviskes Ord
I Løn paa Høieloftsspange,
Mens under Muren Elvers Dans
Slynger ved Borgens Fod sin Krans
Til koglende Sange
I Syvsoverdagens Midnatsglans.
Hil gamle Hartmanns Værk, og hil hans Minde,
Hans unge Sjæl, som røres end herinde,
Som løste helt vor Arv af Baand
Og lærte os vor egen Aand
I Toners Hav at finde!
For os den svæve lys og stor
Og i sin Flugt os mane:
Fjernt tegne den for os vort Spor
Paa Kunstens høie Bane!