I.
Nød i Landet var til Huse,
Nød som aldrig før:
Aabnet var hver Afgrundssluse,
Lukt hver Himmeldør.
Da, mens Nat om Alt sig spændte,
Brat vor Stortids Gry sig tændte, —
Midt i det, af Straaler hegnet,
Staaer hans Rune tegnet.
Hæder kranse skal hans Minde,
Han, som Værget svang,
Da i Skjoldet første Sinde
Danmarks Løver sprang, —
Som paa Vagt foruden Hvile
Med sin Krumstav, med sin Bile,
Bygged nyt vort Grænsevirke,
Reiste Land og Kirke!
Du vor Fortids Gjenopliver,
Elsker af dens Kvad,
Helt, der selv som Sagaskriver
Skrev dens bedste Blad,
Aand, som Saxos Aand har manet,
For hans Forsken Veien banet, —
Dig end vor med Navnet lønner:
Størst blandt Danmarks Sønner!
Seer, du, hvis Tankes Kjerte
Midt i Tidens Graa
Klared først, hvor Landets Hjerte
Engang skulde slaae,
Som ved Havn har Borgen grundet,
Har dit Navn til Byen bundet, —
Mens i Sundet Bølger gynge,
Skal din Ros de synge!
II.
Træd nu vort Blik imøde,
Som efter Hundredaar
I Ungdomskraftens Grøde
Dit Billed for os staaer, —
Med Hjelmen klædt til Striden
Med Ringsærk om dit Bryst,
Løft atter gjennem Tiden
Med Klang af Malm din Røst!
Sid her til Kamp end rede
Med Haand om Bilen klemt,
Hvor tidt som Storm af Vrede
Du Venders Flok har skræmt, —
Hvor Øiet du lod vanke
Langs Havnens brede Løb,
Da først din største Tanke
Sprang vaagen af sit Svøb!
Sid féiret her og hygget
Paa Byens ældste Grund,
Nær Borgen selv, du bygged
Til Vagt for Øresund, —
Hvor Hoveder af Fjender
Til Skræk var sat i Ring,
Og endnu dine Minder
Om Hæder holde Thing!
Du Danmarks Værn i Faren,
Vor Grænsevagt mod Syd,
Løft end dig over Skaren,
Sku vidt og slaa til Lyd:
Vær selv, saatidt vi famle
Og veed ei Hjelp og Raad,
Et Tegn, som kan os samle
I fælles Agt og Daad!
Og reiser Stridens Drage
Sin Kam engang med Gny,
Forkynd om gamle Dage,
Vær Maner end for nye!
Naar Farens Bølger stige
Omkring dit Fædrehjem,
Kald da engang din Lige
Som Skjold for Danmark frem!