Fremad ruller Tiden i sin Bane,
Knuser Et og Andet med sit Hjul,
Tegner nye Mærker i sin Fane,
Drager nye Skatte frem af Skjul,
Høiner os hver Dag i Magt og Viden,
Gaaer fra Fund til Fund med Lynets Hast; —
Lidt os frommed dog dens Fremadskriden,
Stod i den ei Noget hos os fast: —
Hil det Sprog, vi taler og vi sjunger,
Der som Kløverblad paa Stilken groer, —
Det, som, spaltet ud i trende Tunger,
Samler dog til Eet det hele Nord!
Om det efter Luft og Frihed længes,
Hvor det træller under fremmed Aag,
Om i Syd og Øst end haardt det trænges,
Os desmere sanke maa vort Sprog!
Dog, om fuldt vor Sjæl og Hu det fylder,
Hvor det prentet flyver over Land, —
Bedst af Alt det ener dog og tryller,
Hvor med Klang det gaaer fra Mand til Mand,
Hvor vi vanker om og overnatter
Blot et Døgn i Gjæstevennens Telt,
Og hvor i Minuter Mer vi fatter,
End ved Brev i Uger bliver meldt.
Lad som Gjæster ud og ind os vandre,
Hvor som Pas vi have blot vort Sprog!
Lad, hvor før vi dysted med hverandre,
End hver Forsker gaae paa Vikingtog!
Lad dem skifte Ord som Fædre Skrammer,
Søge, hvad der vindes uden Tab,
Lad dem tænde Glød og puste Flammer
Frem af Nordens fælles Videnskab!
Saa lad Blod — men kun af Druer — rinde:
Skulde her vor Viisdom blive tør?
Hil vort Sprog og hvert et fælles Minde,
Hil hvert Baand, der binder nu som før:
Det, som stod sin Prøve længst i Tider,
Det, som knyttes først i denne Stund,
Det, som holde skal, mens Tiden skrider,
Hvad vi love her med Haand og Mund!