Der ligger et Land i Vesterled
Bag Bjerge, som gløde, naar Sol gaaer ned,
Bag Skyer og Bølger vilde;
Alt Skjønt, som vor Hu har dvælet ved,
Har der sin evige Kilde.
Og hvad os af Skjønhed foer forbi
I flygtige Glimt paa vor Hverdagssti
Som Stykker og spredte Dele,
Det samles der til et Hele.
Did higer vor Længsel, og helst den gaaer
Paa Sangens Vinger som Fugl, der slaaer,
Mod hine straalende Egne;
Og stundom en vingestærk Flyver naaer
De Bjerge, som Landet hegne.
Og kan han end kun fra en øde Tind
Kaste et undrende Blik derind,
Han har, naar han hjem sig svinger,
Dog Bud, som til os han bringer.
Men taler det Land ei hundred Maal,
Og samler til Eet det Alt, —
Vi flokkes dog her om den Arnes Baal,
Vi drikke dog helst af den kjendte Skaal,
Som vi har vor egen kaldt.
Og sprudler end Skjønhedens Kilde der
Rig som en brusende Elv,
Og har den en Gave til En og Hver,
Vi har dog for alle de Draaber kjær,
Vi føle i Slægt med os selv.
Har mangen en Fremmed seiersstolt
Et Bytte fra den ført bort
Og end ikke os dets Pragt forholdt, —
Tak være dog dem, som det har voldt,
At Noget er kjendt som Vort.
Fædreland, du trange Rede
Midt i Havets Skum!
Mangen Fugl med Vinger brede
Skjænked du dog Rum.
Skjønne Kuld af hvide Svaner
Steg fra dig ad høie Baner, —
En for en den lange Række
Saae vi bort at trække.
Har da Danmarks Harpestrenge
Lydt for sidste Gang?
Skal fra nu vi see dem hænge
Brustne uden Klang?
Har vi selv ei Haab og Tanker,
Hvorved end vort Hjerte banker,
Som mod fjerne, lyse Zoner
Flyve gad i Toner?
Skal de skjult til Døde ties
I vort eget Bryst, —
Ei det nye Aarhundred vies
Af vor egen Røst?
Kan vi, selv mod Tidens Bølge,
Ei vor Stortids Veie følge,
Lade, selv med mindre Kræfter,
Tonen klinge efter?
Saa spørges der, og grundløst spørges ei.
Thi trang var ofte Tonekunstens Vei;
Og Tidens Fremskridt kom ei den til Gode.
I Døgnets Stræb og aandeløse Jag
Og under store Kræfters Brydetag
Er daarlig Plads for den paa denne Klode.
Og den, som spired af vor egen Jord,
Om end der trygt i vore Hjerter boer
Et Minde om en Kunst, de store Dødes, —
Den Klang, som endnu daglig lokkes frem,
Den finder ingen Ven og intet Hjem:
Vi agte lovlig lidt paa det, som fødes.
Vi smæder ikke her, hvad der er gjort
I fremmed Land af Godt, af Skjønt og Stort:
Lad være, det er rigere og bedre.
Men den, som stræber med sin svage Haand
At vogte Gnisten af vor egen Aand,
Hans Agt er det vel ogsaa værd at hædre.
Der voxed af vor egen Folkesang
— Vi Ældre hørte det — en mægtig Klang,
Som endnu dirrer efter i vort Indre.
Kan hænde, at den samme dybe Grund
Er ikke tømt, men gjemmer nye Fund;
Blot — den, som søger maa man ikke hindre.
Og Eet er vist: skal vi, som kun er smaa,
End hævde denne Plads, hvorpaa vi staae,
Og skal vi staae, som før vi stod, med Ære, —
Kan end vi nemme Kundskab viden om
Ved Andres Værker og ved Andres Dom:
Os selv maa vi i Alt for Alting være.
Byg da for vor Kunst en Stue,
Faaer den ei en Kongeborg, —
Hvor den sidde kan som Frue
Uden daglig Sorg,
Hvor den kan i Tider trange
med sin egen Ret,
Synge sine egne Sange,
Slaae sin egen Slæt.
Byg da for vor Kunst en Stue,
Hygget, ikke rigt, men nok,
Hvor den byde kan som Frue
Nye Kræfters Flok,
Hvor den Gjæsters Kreds kan samle
Hvor dens Røst kan række Hver,
Der har nye saa fuldt som gamle
Danske Toner kjær!