Er du, hvis Smil til Sang mig altid stemme,
Du skjønne Vaar, som har min Længsel vakt,
Er du med Kjærligheden selv i Pagt,
Naar aldrig du mig skjænked Ro at glemme?
Tidt dine Bølger søgte jeg at dæmme,
Tidt prøved jeg at sætte Magt mod Magt,
Og altid endte jeg, i Lænke lagt,
Med selv mit Hoved ved dit Bryst at gjemme.
Vel aned mig, naar du lod Slusen aaben,
Der kunde bæres frem en Baad mod min
Og Mødet blive farligt for dem begge;
Og dog jeg har mig bøiet og strakt Vaaben;
Med Haab og Tro jeg lægger Haand i din,
Til dig jeg flyer, naar Syner mig vil skrække.