Til dig jeg flyer, naar Syner mig vil skrække,
Du unge Haab, som født i Vaarens Stund,
I tvende Hjerter vaagnet er af Blund,
Mens end den sidste Sne saaes Marken dække.
Nu stig, min Sang, som aldrig karsk og sund
Og kling omkap med Skovens Rislebække!
Bring kvidrende med Stærene, som trække,
Det første Morgenbud til Mark og Lund!
Og frygt ei, Elskte, Vaaren i mit Sind
Skal mere miste sine Blomsters Pragt
Og Lykkens Sol fortørre Sangens Kilde!
Dens Borg er bygget dybt i Hjertet ind,
Dens Lampe brænder evigt der som Vagt,
Naar Tvivl og Frygt mig vil i Taager hilde.