I Livets Bølgegang mit stærke Anker
Jeg slap engang og lod staae til en Tid;
For Varsler var mit Øre lukt med Flid,
Mens Søen brød sig over Dækkets Planker.
Og vist har jeg havt Lykke mer end Vid,
Naar end jeg aander og mit Hjerte banker,
Naar jeg er vaagnet mellem fulde Ranker,
Hvor der er Fuglesang og Himmel blid.
Fortjente jeg, jeg slap med revne Seil,
Jeg, som paa Trods kun proved Stormens Brag,
Mens trygt og blødt jeg kunde hvilet hjemme?
I Havn har først jeg sandet mine Feil:
Min Lykke dog, du lyse Foraarsdag,
Er Du, hvis Smil til Sang mig altid stemme!