Et Morgenskjær, naar jeg i Natten vanker,
Mig følger, som i Nordens lyse Nat
Den Dag, der ei har Jorden helt forladt,
Men vandrer frem i Skjul langs Leirens Flanker:
Fra Solens Gangeres de lyse Manker,
Fra Karm og Hjul endnu en Straaleskat
Fremglimter under Mørkets Dølgehat
Og lysner over Horizontens Banker.
Og saadan, hvor jeg end i Verden gaaer,
Om end mit Blik ei naaer det lyse Maal,
Et Billed er mig nær i mine Tanker;
Det vækker mig til Kamp, naar Stormen slaaer,
Det rækker mig i Tørst en Lindringsskaal,
I Livets Bølgegang mit stærke Anker.