Min Arnelue, naar jeg sidder hjemme,
Fortæller mig et Sagn om Lykke tidt;
Og mens jeg i dens Hygge drømmer blidt,
Kan for en Stund jeg Livets Alvor glemme.
Midt i dens Nynnen hører jeg en Stemme,
Midt i dens Knittren Lyd af lette Skridt,
Og synes, naar den spreder Gnister vidt,
Jeg kan to skjelmske Øines Blink fornemme.
Saa mattes den, den lyse Flamme døer,
I Asken slukkes ud den sidste Gnist;
Jeg sidder vaagen selv i tunge Tanker;
Men over dem dog, gjennem Tungsinds Slør,
En Afglans lyser end af Synet hist,
Et Morgenskjær, naar jeg i Natten vanker.