Forløst! — Jeg fatter knap det Ord, som lyder,
At hævet er min Skjæbnes strenge Dom,
Og at jeg sovende til Lykken kom, —
Halvt Gud jeg føler mig og halvt Forbryder.
Endnu jeg fatter knap, hvad det betyder,
At det er Lykke nu, jeg synger om;
Fast synes mig min Drømmeverden tom,
Hvor Sorgen ikke mer som Dronning byder.
Men dog jeg føler, at et Frø er lagt,
Som der vil spire, voxe, sætte Grene
Og fylde Rummet med sin Blomsterpragt, —
At i min Sjæl fra Mulm, fra Is og Stene
Vil Noget frem, en lys og livsglad Magt,
At jeg med den staaer ei i Livet ene.