Det var om en sildig Vinterkveld
Vi stod udi dyben Sne,
Og selsomt ved vor Afsked
Lod sig et Under see:
Der smelted Kim og haarden Is,
Alt som vi tilsammen stod,
Der kom op Kjærminder
Og Tusindfryd for vor Fod.
Og brat som jeg mig bøied frem,
Udsprunget for mig paastand
Plukked jeg det fagreste Blomster,
Som findes i Verdens Land.