Her sidder jeg paa Stranden,
Undsluppen Havet knap,
Veed end ei ret, hvad hændt er,
Fra den Tid, Traaden slap.
End isner det mig Blodet,
End Dybet for mig staaer,
Og af Afgrundens Rædsel
Stritter endnu mit Haar.
End maaler ei min Tanke
Det mørke Tidens Spand,
Til mig en Haand har draget
Op paa det faste Land.
Endnu jeg kan ei tænke
Paa det, jeg vilde helst;
Klar for min Sjæl staaer ikkun
Den ene Tanke: Frelst!