Den unge Dagnings røde Skin
Sig listed gjennem Ruden ind,
Dens Lys omkring mig spilled;
Jeg kom til Vindvet i en Hast,
Saae ud, — og jeg gad holde fast
Og tegne dette Billed!
Sne blændende i Morgenglands
Med Blink paa Blink i rastløs Dands
Som tusind Bævre-Smykker;
Blødt svøbe sig i hver en Fold
I Skjul for Solens gyldne Skjold
De lyse, luftblaa Skygger.
I broncefarvet Vinterskjær
Brungyldne staae de nøgne Træer
Mod Luftens skyfri Bue,
Mens Himlen drysser over Vang
En Demantregn med sagte Klang
Paa hver en lille Tue.
Og dog, — det ene mørke Punkt
I dette Lys, der strømmer ungt
Og friskt til dem, som tørste, —
Det mørke Punkt er dog tilsidst
Det Bedste: paa min Guldregn hist
Sidder en Stær, — den første!