Tidt, naar Nattens Taager skjule
Jord og Himmel, Skov og Vang,
Hører man af Vandrefugle
Luften fyldt med sælsom Sang.
Ingen kjender deres Veie,
Deres Art og deres Sprog;
Luftens Aander bag dem feie
Sporet ud af deres Tog.
Saadan vore Minders Vrimmel:
Saadan reise de sig brat,
Saadan mellem Jord og Himmel
Flakke fredløst de ved Nat.
Og det tause, stjernetomme
Rum med Et er fyldt med Sang,
Og de lukte Helligdomme
Svare med en sagte Klang.
Er det Gjenklang fra en Sommer?
Er det Forbud om en Vaar?
Ingen seer, hvorfra den kommer;
Ingen veed, hvorhen den gaaer.