Dit Øie er det lyse Foraarsgraa,
Hvis stærke Klarhed Synet neppe taaler.
Og som bag Sløret har et Væld af Straaler,
Der blænde mer end selv det rene Blaa; —
Saa blidt som Skovens stille Sø, hvorpaa
Nymphæen vugger sine hvide Skaaler,
Og dog et Hav, hvor Ingen Dybden maaler
Og veed den Vei, de tause Strømme gaae.
Og naar jeg ofte støvet, træt og hed
Har søgt til dig fra Livets travle Færd,
Hvor al min Hu og Attraa stormer vide,
Da ønsker jeg, jeg kunde synke ned
For let og tyst at finde Døden her,
I dette Hav, det dybe, rene, blide!