Nu synker Stilhed paa Dagens Larm;
Sit Rige vil Natten gjæste;
Frem ruller den stjernesmykkede Karm
Med fire kulsorte Heste.
Og langs den mørknede Himmels Rand
Over Lagskyers Fløielstæppe
Styrer den høie Dronning sit Spand
Saa tyst, at det mærkes neppe
Hun dreier sin Søvnten med smidig Haand
Og spinder sin Traad paa Tenen,
Og Vind og Vove lægges i Baand,
Og Fuglen slumrer paa Grenen.
Glammet forstummer i Bondens Gaard,
Marken og Lunden sover;
Hver lille Vaarblomst, i Skyggen staaer,
Hun strækker sit Scepter over.
Kun En har mod hendes Trolddom stridt
Og prøver endnu at vaage;
Da lægger hun Haanden tyst og blidt
Paa begge hans Øienlaage, —
Og viser ham, hyllet i Rosenskjær
Som Morgenens lyse Stjerne;
Det Billed, levende, ganske nær,
Som han søgte nys i det Fjerne.
Han seer det smile og glide forbi
Paa Drømmens rolige Vover:
Da trykker hun sagte hans Øie i
Og væver sit Slør derover.