Hun er saa let som Skovens feire Hind,
Rank hendes Væxt som Ædelgran og Sillie,
Og hendes Sjæl er Duggen i en Lilie,
Der speiler Foraarssolens Morgenskin.
Der tynger Intet hendes lette Sind;
Med løftet Pande skrider hun paa Tillie,
Og ingen Lænke binder hendes Villie
Saalidt som Havets friske Morgenvind.
Som Havets Bølge følger Vindens Løb,
Saa følger Hjertet dine Luner troligt
Og hænger Øiet ved din lette Gang;
Og dog som Knoppen i sit Blomstersvøb
Saa hviler sig hos dig min Tanke roligt,
Og naar den springer ud, da er den Sang.