Der er ei Vand, som slukker Hjertets Glød!
Der gives ingen Søvn og ingen Død,
Der gives intet Maal, hvor Kampen ender.
Og sprang jegjid og vilde søge brat
Et Skjul i Mulmet, alle Nætters Nat,
Den vilde flamme, som et Roma brænder.
Og tog jeg saa et Ishav til min Seng,
laust som en Grav og som en brusten Streng,
Det vilde klinge dog med tusind Røster;
Og var det grændseløst som Himlens Rum,
Dets Bølger vilde fraade fort i Skum
Saalænge, til de brød sig mod dets Kyster.
Og vilde jeg fra mine Tanker flye,
Og kaldte jeg hver Engel over Sky,
Saa vilde Ingen, Ingen høre Kaldet;
Og styrted jeg mig ned at skjules dybt
I Universets mest forborgne Krypt,
Saa tog jeg dog en Verden med i Faldet!