Tidt, naar min Gransken taber hver en Traad,
Naar jeg er sprængt afsted med slappe Trendser,
Til Hesten styrter ved Forstandens Grændser,
Hvor jeg fortumlet søger trindt om Raad,
Og føler mig med Et som i en Baad
Paa Havet slængt, hvor ingen Sjæl mig ændser,
Mens Vandet siver ind, jo mer jeg lændser,
Og gjør min dyre Tankeladning vaad, —
O, da er det en Lyst, mens jeg forliser,
At strække mig i Mag paa Dækkets Planker
Og føle, der er Et, som holder Stik, —
Et, som jeg troer paa uden Skinbeviser,
Det, som er Himlen over mine Tanker,
Din rene Pande og dit klare Blik!