Paa mangt et Sted har Mindet efterladt
Et Sagn om Guld, som Dybets Magter binde;
Derover sees i Natten Luer skinne;
Men gaaer man nær, da slukkes Lyset brat.
Mit Hjerte gjemmer paa en saadan Skat,
Som, glemt og sunken, endnu er at finde
Og end kan bringe Lykke, hvis en Kvinde
Tør gaae den lange Vei i Mulm og Nat.
Men Mørket over den sin Snare spænder,
Og sjeldent bryder Flammen frem derover;
Kun Faa har set den, Ingen kom den nær.
Det er for dig, at Midnatsflammen brænder!
Kun du kan løfte Skatten, hvis du vover,
Og blot vil troe, den er din Søgen værd.