Om Digterguden selv en Mythe veed,
At han har maattet Elskovs Malurt drikke,
Da han i Tidens Morgen for at tigge
Om Daphnes Hjerte steg til Jorden ned:
Hun flygted for ham skræmt, — hans Kjærlighed
I al dens Guddomskraft forstod hun ikke;
Den var et Flammedyb for hendes Blikke,
Hvori hun sig med Kval og Rædsel vred.
Da bad hun Zeus om Hjælp, — med Et skabt om
Som Laurbærtræ hun stod, da nær sit Maal
Apollon slynged Armen om den Faure.
I dette Nu var fældt Kronidens Dom:
Hver Digter tømme skal den samme Skaal,
Kæmpe for Daphne, — vinde kun en Laure.