Det har man fortalt saa ofte,
At Alle det næsten troe,
At Lykken skal være en Plante,
Som kun paa Bjerge vil groe, —
At den af Væxt er en Palme,
Cypres, eller Gud-veed-hvad,
Og at den er høist distingueret,
Hvad angaaer dens Blomst og Blad.
Men Lykken er kun en Smaablomst
Som Bukkar eller Viol,
Og voxer helst paa et Gjærde,
Hvor der er jevnt med Sol.
Den groer klos op ad en Veigrøft,
Hvor Hundrede gaae forbi;
Dog see den mellem de mange
Gjør end ikke En af Ti.
Men Tøsen fra Afbyggerhuset,
Der trækker sin Ko tilvands
Og standser ved Vangeledet
For at snakke med Naboens Hans,
Hun faaer den imellemstunder
Tilfældigt i Haanden fat,
Og plukker den tankeløst itu
Eller fæster den i hans Hat.