Du seer paa Nøkkerosen hist, som vugger
Sig kongeligt paa Søens blanke Staal
Og drikker Solens Ild af bredfuldt Maal,
Naar Straalen dybt sig i dens Bæger dukker;
Giv Agt, hvordan dens matte Sølverskaal
I Aftenstunden drømmende sig lukker,
Naar Vesterledens kolde Bølge slukker
Den sidste Gnist af Dagens røde Baal.
Hvert Hjerte har sin Sol; i Solens Ild
Udspringer Knoppen duftfyldt efter Natten;
I Kveld den lukker sig om Mindeskatten.
Men hvor min egen straaler, varm og mild?
Ja, det maa blive Gjenstand for din Gjætten,
Thi nu som Blomsten lukker sig Sonetten!
22/7 71.