I Skoven, midt i den dybeste Ro,
Hvor kun Lyset og Skyggerne stride,
Løber en Fodsti, hvor netop To
Kan vandre Side om Side.
Der gik vi gjennem det dunkle Hegn
Og fulgte Bredden af Aaen,
Og traadte Spor i en Blomsterregn
Fra duftende Hvidtjørn og Slaaen.
Etsteds ved en Krumning er Stien smal,
En Bøg har i Veien sig stillet;
Der gik du først, og i Vandets Krystal
Saae jeg dit yndige Billed.
Siden har Tjørnen tidt skiftet Dragt;
Men naar den i Blomster sig klæder,
Drager bestandigt endnu en Magt
Mig ud til de samme Steder.
Naar Aaens Bølger med Liv og Skjemt
Og Latter forbi mig drage,
Jeg synes, dens Dyb har et Billed gjemt
Som jeg kunde fordre tilbage.
16/9 71.